J R R Tolkien
J R R Tolkien

Professor Tolkien i sit arbejdsrum.

© Waywood Magee/Getty

Fra det nye nummer: Tolkien var inspireret af gamle nordiske fortællinger

Tolkien var inspireret af gamle nordiske fortællinger

27. december 2016

J.R.R. Tolkien regnes normalt for fantasy-­genrens fader. Men hans klassiske værker, Hobbitten og Eventyret om Ringen, var inspireret af oldnordisk litteratur. Tolkien lånte ord, navne og begivenheder fra nordboernes sagaer og legender. 

Da Frodo ikke længere kan bære på ringen, er det Sam, som overtager byrden. Billede fra The Return of the King (2003).

© New Line Cinema/Everett/IBL

Hobbitten møder hovedpersonen Bilbo en stærk mand ved navn Beorn, der kan forvandle sig til en enorm bjørn. Idéen havde sprogprofessoren Tolkien hentet fra den oldnordiske mytologi. I den islandske Rolf Krakes saga dukker Bjarke (Bødvar) op i skikkelse af en bjørn midt i et vigtigt slag, præcis som Beorn gør i Hobbitten. Forvandlingen kaldtes i det gamle nord for hamskifte.

Tolkiens drage Smaug har også mange lighedspunkter med den drage, som beskrives i det old-engelske digt Beowulf, et digt, som primært udspiller sig i Skandinavien. Den tydeligste parallel til den oldnordiske mytologi er navnene på Tolkiens dværge. I Hobbitten er dværgenes navne – samt navnet på troldmanden Gandalf – plukket fra en liste bestående af dværgnavne i digtet Hávamál fra den poetiske Edda, der er en samling oldnordiske digte om guder og helte.

Skabte sine egne sprog

John Ronald Reuel Tolkien blev født i Bloemfontein, Sydafrika 1892. Hans far havde fået job, og flyttede dertil med sin hustru Mabel. På grund af den unge Tolkiens helbred, rejste hans mor tilbage med ham til England i 1895. Planen var, at faren skulle følge efter, men han blev syg og døde. Tolkiens mor lejede et hus i det landlige Sarehole, hvor de boede i fire år. Det var her, Tolkien lærte sig at læse, samtidig med hans mor underviste ham i sprog.

Allerede som barn begyndte Tolkien at skabe sine egne fantasisprog, noget han fortsatte med resten af sit liv. Et afgørende indtryk gjorde Andrew Langs bøger, som præsenterede ham for en verden af folkesagn. Den unge Tolkien oplevede tiden i Sare-hole som idyllisk, men i starten af 1900-tallet døde hans mor af diabetes, hvilket han beskrev som den største katastrofe i sit liv.

Et par år senere mødte Tolkien Edith Bratt, der blev hans store kærlighed. Studierne gik godt, og han fortsatte med at interessere sig for sprog – ikke blot græsk og latin, men også oldtids- og middelalder-engelsk, gotisk, finsk og oldislandsk. Han forelskede sig i gamle digte og brugte mange penge på at købe sprogvidenskabelige bøger.

Fællesskabet om Ringen med Gandalf i spidsen.

© KPA/Heritage/IBL

I 1910 fik han et stipendium til at læse litteratur, og siden læste han komparativ sproghistorie ved Exeter College i Oxford. Trods 1. verdenskrigs udbrud, fik Tolkien gennemført sine studier. Først i 1916, efter han havde giftet sig med Edith, blev Tolkien sendt til skyttegravskrigen ved Somme.

Påvirket af krigen

Der mistede han mange kammerater under kampene. Selv blev han ramt af skyttegravsfeber (en slags tyfus) og måtte sendes hjem. Krigsoplevelserne påvirkede Tolkien dybt, og de kan spores i flere af hans fortællinger. Her skildres krigens uhyggelige faser, men også venskaberne mellem soldaterne og heltemodige gerninger.

Efter krigen flyttede Tolkien-parret til Oxford, hvor han fik job som privatlærer samt på The Oxford English Dictionary. I 1920 fik han et job som lektor i engelsk i Leeds. Senere blev han professor og underviste i old-islandsk, indtil 1925, hvor han blev professor i old-engelsk ved Pembroke College i Oxford. Tyve år senere fik han professorat i engelsk ved Merton College i samme by. Et job han beholdt frem til sin pension.

Underviste i Beowulf

Hans videnskabelige produktion var ikke så stor som hans litterære. En af hans mest berømte akademiske bedrifter var en forelæsning om digtet Beowulf, hvor han betonede digterens rolle, i stedet for at sammenligne skildringen med historiske begivenheder. Denne ses som startskuddet til den moderne Beowulf-forskning.

Tolkien-parrets gravsten på kirkegården Wolvercote Cemetery i Oxford.

© Graham Barkley/BWP/Getty

Tolkien selv var mere forfatter end forsker, selvom hans litterære værker også var tæt forbundet med hans akademiske karriere. Middelalderkvad og sagaer samt uddøde sprog var hans store passioner. De første spor af hans sagnverden kan man finde i digtet The Voyage of Éarendel the Evening Star, som han skrev i 1914. Den karakter, som optræder i digtet, udviklede sig senere hen til Eärendil, som bl.a. optræder i Ringenes Herre.

Tolkien skrev mange digte og fortællinger, men var en perfektionist, som konstant bearbejdede dem. Starten på hans første litterære værk opstod, da han en dag rettede opgaver og fandt et indleveret blankt ark papir. På det skrev han: »In a hole in the ground lived a hobbit.» Frøet til et stort eventyr var lagt, og mod slutningen af 1932 havde han et færdigt manuskript, som han lod et par venner læse, heriblandt forfatteren C.S. Lewis.

Hobbitten bliver en succes

The Hobbit (på dansk Hobbitten) blev udgivet i 1937, og var en stor succes. I fortællingen findes der tydelige spor fra gamle folkesagn, sprog og digte. Forlaget ønskede en opfølger, men Tolkien ville i stedet udgive Silmarillion, en samling fortællinger om den verden, han havde arbejdet med siden sin ungdom. Det manuskript blev ikke godtaget, og forlaget insisterede på en opfølger til Hobbitten. Tolkien begyndte da på en opgave, som tog ham tolv år at færdiggøre. The Lord of the Rings (Ringenes erre på dansk) var færdig i 1949 og blev trykt i tre dele i årene 1954-55.

En dyster efterfølger

Selvom det var en fortsættelse af Hobbitten, var den nye bog mere alvorlig og dyster, og den hentede materiale fra hans egen forestillingsverden. Derfor så Tolkien sig nødsaget til at omskrive sin første bog. Eksempelvis berettes der i første udgave om en ring, som gør dens bærer usynlig, men i den bearbejdede udgave fra 1951 stemmer Hobbitten bedre overens med Ringenes Herres fortælling om den domi-nerende og destruktive herskerring.

Bøgerne gjorde, at Tolkien i sit livs efterår blev berømt, men han opgav aldrig sin forkærlighed for det rustikke og enkle. Hans hjerte bankede fortsat for fortidens sprog, den katolske tro, naturen og det engelske landsbysamfund.

Tolkien døde i 1973, 81 år gammel. To år tidligere var Edith gået bort, og på deres gravsten står der Beren og Luthien, navnene på to elskende i en tragisk kærlighedshistorie om kærligheden mellem en udødelig Elverprinsesse og en dødelig menneskeprins.

Tolkien færdiggjorde aldrig sit store arbejde med de ældre historier. Først i 1977 blev Silmarillion udgivet, redigeret af hans søn. Ringenes Herre og Hobbitten er dog hans mest populære værker.