Claude Vorilhon fremviser i 2002 en model af det rumskib han mener at have set.

© Rex/Shutterstock/IBL

Fra det nye nummer: Den raeliske bevægelse tror på rumvæsener i stedet for guder.

Den franske popstjerne Claude Vorilhon grundlagde den raeliske bevægelse i 1970'erne efter at han hævdede at han havde mødt rumvæsenet Yahweh.

18. januar 2017 af Magnus Västerbro

Raëlisterne er radikale ateister, som har erstattet al tro på en gud med overbevisningen om, at rumvæsner har skabt mennesket. Bevægelsen er blevet kaldt verdens mest mærkelige, men også den venligste. Helt uskyldig lader den dog ikke til at være.

Om morgenen den 13. december 1973 var Claude Vorilhon, en 27-årig franskmand, på vej på arbejde. Han ærgrede sig i denne periode af sit liv over en afsluttet karriere som popstjerne, og prøvede forgæves at starte en ny op som motorjournalist. Uvist af hvilken grund – skrev han selv senere – følte han pludselig en meget stærk impuls til at afvige fra den normale rute til arbejdet, og kørte i stedet op til en udslukt vulkan nær hjemmet i Auvergne-regionen i det centrale Frankrig.

Her så han, eller mente han at så, noget meget usædvanligt. Et rumskib kom flyvende og sænkede sig sagte mod jorden. Ifølge Vorilhon var skibet smukt og sølvglinsende. En trappe blev foldet ud, og et rumvæsen kom ham langsomt i møde.

Væsenet var ikke højere end en meter, med langt mørkt hår, mandelformede øjne, olivenbrun hud og et mildt, venligt og humoristisk blik. ”Han udstrålede kærlighed, så meget kærlighed,” har Claude Vorilhon sagt.

Skabt ved gensplejsning

Al den frygt, han havde følt, var nu forsvundet. Væsnet begyndte at tale. Han forklarede, at han selv hed Yahweh og at han tilhørte en overlegen race af væsner, som kaldte sig Elohim. Det er os, forklarede Yahweh, som har skabt alt liv på jorden ved hjælp af avanceret gensplejsningsteknologi. Det er denne skabelse, som man kan finde misforståede spor af i alle de forskellige religioners tale om guder, som kommer ned fra himlen.

Raël viser tilhængere en model af bevægelsens planlagte ambassadebyggeri.

© Gamma/Getty

Elohim har, forklarede væsnet, hele tiden overvåget menneskeheden og har af og til grebet ind for at hjælpe udviklingen frem ved at sende udvalgte profeter herned for at undervise menneskene – Buddha, Moses, Mohammed og Jesus er nogle af de mest kendte.

Særligt Jesus blev nøje beskrevet – han skal have været en hybrid af menneske og Elohim, som udførte sine ”mirakler” ved hjælp af væsnernes dengang avancerede teknologi.

Udvalgt budbringer

Og nu, i år 1973, forklarede Yahweh til Claude Vorilhon, havde menneskeheden nu udviklet sig så langt, at det var på tide at få sandheden at vide. Det var derfor han viste sig for netop Vorilhon – han skulle være deres budbringer, og undervise alle mennesker i hvordan verden og universet egentlig er opbygget.

Ifølge Vorilhons historie vendte han straks hjem overvældet. I den næste tid viste Yahweh sig igen og igen for ham. Ved én lejlighed blev han endda taget med til ”Skabernes” hjemplanet, et sted uden for vort solsystem. Der, i en smuk regnskov, skal han have spist vidunderlig mad, fået fremvist den avancerede teknologi Elohim besad og fået at vide, at også menneskerne i fremtiden bliver netop som disse rumvæsner – fredelige, kærlighedsfulde og altid raske.

Desuden kan vi i praksis leve for evigt, da vi med avanceret kloningsteknologi altid kan genskabe vores fysiske kroppe.

Besøget på den fremmede planet blev i øvrigt fuldbyrdet ved, at Claude Vorilhon havde sex med en smuk rumkvinde – hvilket var øjeblikket, da han for alvor indså, at kærlighed og nydelse er centralt i det budskab, han var sat til at sprede.

Skiftede navn til Raël

Som sagt, så gjort. Claude Vorilhon begyndte at kalde sig Raël, hvilket han påstod, betød Elohims budbringer, og begyndte at sprede det gode budskab. Han kunne knytte sig til en levende interesse for UFO’er og rumvæsner.

Demonstranter påstår, at Jesus opstod via kloning.

© Itsuoe Inouye/Associated Press/TT

Mens mennesker, som kaldte sig profeter, i tidligere tider gerne talte om møder med ånder eller guder, var det på denne tid oftere besøgende fra det ydre rum, som det gjaldt. I dette allerede etablerede miljø vandt den karismatiske Raël straks tilhængere. Godt nok opstod der indledningsvis en hel del problemer, da de første, der søgte ind i hans bevægelse, medbragte deres egne teorier. Ikke mindst var der nogle, som forsøgte at kombinere troen på rumvæsner med diverse mere traditionelle magiske eller åndelige fænomener. Claude Vorilhon, eller Raël, forsøgte dog fra start at forkaste alle åbenlyst overnaturlige indslag.

Evigt liv gennem kloning

Derimod kan man let konstatere, at hans lære på mange måder er traditionelt religiøs. Blot er der indsat rumvæsner og deres overlegne evner på alle niveauer, hvor man tidligere måtte have troet på noget guddommeligt. Evigt liv skal skabes gennem kloning. De dødes genopstandelse vil finde sted ud fra deres arvemasse. Bøn er i virkeligheden telepatisk kommunikation med skaberne Elohim.

Ifølge Raëls lære findes der også naturlige forklaringer på mange af de fænomener, der nævnes i fx Biblen. Paradisets have var i virkeligheden et kæmpestort laboratorium, hvor Elohim arbejdede med at forbedre jordens flora og fauna. Noas ark var et rumskib fyldt med DNA-prøver, som skulle bruges til at genskabe alle de dyr, som engang havde fandtes. Babelstårnet var en raket, som skulle føre menneskerne til skabernes planet. Den store oversvømmelse som nævnes i Biblen, var i virkeligheden følgen af kernevåben, som Elohim brugte for at ændre jordoverfladen.

Kampagner for mere sex

Trods disse opsigtsvækkende teorier er raëlismen gennem årene vokset stille og roligt, og i dag siges den at have omkring 70 000 mere eller mindre aktive medlemmer verden over. En forklaring til sektens tilvækst er, er det blevet hævdet, den stærke betoning på seksualitet, på den positive måde, som altid har været et kendetegn for Raël og hans følgere. Seksualitet og sensualisme ses som skabere af lykke, og lykke er meningen med livet – sådan lyder et centralt budskab. Konkret har dette vist sig i et antal forskellige kampagner, som har vakt opsigt, fx i Canada i 1990’erne da de uddelte gratis kondomer til teenagere. Ved en anden lejlighed indledtes en flerårig satsning, der skulle få flere til at opdage glæden ved onani.

Ifølge journalisten og forfatteren Taras Grescoe, som har skildret Raël og hans bevægelse, findes en stor del af forklaringen på sekstens fremgang i det faktum, at Raël ”tilbyder en skyldfri lege-plads for hedonisme og seksuelle eksperimenter.”

Et elitært indslag har der også været i bevægelsen fra starten. En af Raëls tidligste og mest omstridte idéer er, at demokratiet, som vi kender det, bør erstattes med et ”geniokrati,” det vil sige, at de mest intelligente skal styre. Konkret indebærer det, at kun dem, som er minimum 10 procent klogere end gennemsnittet, skal kunne stemme, mens kun dem som er 40 procent mere intelligente, skal kunne blive politikere. Når det gælder kloningen af mennesker, som raëlismen ser som centralt for menneskehedens fremtid, er tanken, at kun de virkeligt smukke skal have mulighed for at klone sig.

Megen sex og evigt liv for de kloge og smukke – det er altså centrale indslag i den lære, som den raëliske sekt lokker tilhængerne med.

Bevægelsen vakte en del opmærksomhed i sommeren 2014, da de fløj henover New York i fly med hagekors-symbolet på. I en kampagne kaldet proswastika.org kæmpede de for at tage svastikasymbolet tilbage, som de mente, uretmæssigt var taget i besiddelse af nazisterne, men som i virkeligheden er et gammelt soltegn, som symboliserer kærlighed. Kampagnen vakte en del opmærksomhed, og det er muligt at den tiltrak nye medlemmer.

Kritiseret af ex-kone

At man kan anvende begrebet sekt om bevægelsen, er der ikke nogen tvivl om. I centrum står en centralfigur, hvis ord er lov – og som sektens medlemmer desuden forsørger, da de betaler ti procent af deres indkomst til bevægelsen. Det er også kommet frem, at kritik af lederen ikke accepteres, og at man i så fald kan risikere at blive smidt ud.

I de senere år er flere afhoppere gået til angreb på Claude Vorilhon selv, som skal have stjålet de fleste idéer i sin lære fra diverse science fiction-forfattere.

En af de hårdeste kritikere er hans første kone, Marie-Paul Cristini, som var gift med ham i 15 år, og som i interviews har hævdet, at Vorilhon ødelagde livet for hende og deres børn.

”Han har en evne til at få et psykologisk greb om folk,” har hun sagt. ”Hele den raëliske bevægelse var bare et trick, så han kunne få mere sex og for at få tilfredsstillet et behov for at blive dyrket, som han altid har haft.”