Et døgn i jernalderen

Før jeg kom, krævede guderne et offer: den 7-årige Frøya. Hun fik en grøn krans på hovedet, og hele landsbyen fulgte hende ned i mosen. Shamanen førte...

31. maj 2016 af Charlotte S. H. Jensen

Før jeg kom, krævede guderne et offer: den 7-årige Frøya. Hun fik en grøn krans på hovedet, og hele landsbyen fulgte hende ned i mosen. Shamanen førte Frøya frem til kanten og skar hendes hals over, mens kvinderne lavede høje tungelyde. Snart lod Nerthus regnen falde på de tørre marker.

Tekst og foto: Charlotte S. H. Jensen

Dramaet taber ikke det mindste ved, at en spillevende Frøya fortæller ivrigt med om sit endeligt. Hun – og hendes banemænd – er fortidsfamilier en uge i Lejre. Jeg er der kun et døgn, men bor i langhuset og tager del i arbejdet.
Min dragt er en peplos af tyndt blåt uldstof, et rødt sjal og en spraglet hue. Det kradser! Der hører også et par sko til udstyret, men de er helt umulige at gå i. Så snart jeg er nede i landsbyen ryger de af. De fleste af de andre har også bare ben.

Snyd og smørpiskning

Landsbyens høvding – førstegangsbeboeren Bertrand, der til daglig er programmør – sætter mig i gang med drejekværnen. Den er tung, og min teknik er forkert, så stangen ryger hele tiden af. Men det lykkes at få lavet en pæn, lille portion mel. Så skal der kærnes smør. Kærnen er ikke opfundet endnu, så det foregår i en krukke og med et ris.
Jeg pisker løs og sludrer med landsbyens seks børn. De har haft det superskønt. De store piger Vilde, Josefine og Simone synes om at lave brikvævning, bade i søen og passe gederne. Det var også lidt af en oplevelse, da de aftenen før blev solgt til nogle romerske legionærer, som havde besat landsbyen. Tue synes, det bedste er at ligge og kigge på bålet, når man skal sove. At ”snyde” med is og Marabou-chokolade efter kl. 17 er også på den meget lange liste over positive ting i Lejre. Når centeret lukker, kommer nutiden frem, og det er alle enige om er OK – man er jo faktisk på ferie! Men når der er gæster, er alle ”nutidsting” gemt langt væk.

Sandt festmåltid

Aftensmaden er et sandt festmåltid takket være Stine, som er i Lejre for tredje gang. Hun er en ægte oldtidshaj og medlem af Lejres venneforening. Hun krydrer vores laks med vild merian og citronmelisse. Salaten er fuglegræs blandet med nødder, æbler, ærter og gule smørblomster.
Vi er godt klar over, at det ikke er et jernalder-hverdagsmåltid. Det gør Stine også helt klart, når hun fortæller de mundvandsplagede gæster om vores menu og madlavning.
Om natten får jeg en hel seng for mig selv. Den har halm i bunden og er dækket med fåreskind. Jeg sover som en sten og opdager ikke engang, at Frøyas far lægger et ekstra uldtæppe over mig.

At malke med én hånd

Næste dag bliver jeg sendt efter vand, udstyret med et åg og to spande. Udturen går nemt, men det kræver sin kvinde at styre de svingende fulde spande på hjemturen. Meget bedre går det ikke, da Simone og Josefine vil lære mig at malke geden. Jeg kan kun få mælk ved at bruge to hænder på samme patte, mens de begge kan malke med én hånd. Men de har jo også en hel uges erfaring og gad vide, om ikke de måske kommer igen til næste år? Både de og deres voksne har i hvert fald stor lyst til at gentage den historiske uge og til at opleve historien selv.