Et billeduddrag fra den egyptiske Dødebog. Guderne Thoth (længst til venstre) og Osiris (på tronen).

Egyptens otte vigtigste guder

De hundredvis af guder som egypterne tilbad, havde betydning for alle aspekter af livet, både før og efter døden. Katte sjakaler, fugle og mange andre dyr blev anvendt når man afbillede guderne. Her er de otte vigtigste!

13. oktober 2017 af Sara Griberg

I oldtidens Egypten var det herskerens ansvar at guderne fik den opmærksomhed de krævede for at landet kunne blomstre. Derfor befalede faraoen at pragtfulde templer skulle rejses til gudernes ære. Præsteskabet stod for de mange og indviklede ritualer, mens almindelige mennesker kun kunne træde ind i templernes forgård.

Guderne var nærværende i menneskenes liv året rundt. I hjemmene fandtes simple gudebilleder, som man bad og ofrede gaver til. Man søgte gudernes beskyttelse gennem amuletter og magiske besværgelser.

En anden vigtig del af religionen handlede om hvordan man forberedte sig før døden og hvad der siden hændte en i efterlivet.

Nildeltaet og ørkenens kontraster

Verdensbilledet var tæt koblet til naturen. Sol, måne, falke og krokodiller tildeltes guddommelige magiske egenskaber.

Modsætningen mellem Nildeltaet frodige jord og den tørre, ufrugtbare ørken, gennemsyrede alle religiøse forestillinger. Det grønne symboliserede livet og tørken døden.

Den oldtidens egyptiske kultur overlevede i omkring 3000 år og i denne tid forandrede både guder og myter sig. Flere guder blev blandet sammen med hinanden. Mange af de egyptiske guder dyrkedes fortsat under romertiden og visse af dem fik også indflydelse på den tidlige kristendom.

Her er de otte vigtigste ud af de hundreder af guder som egypterne dyrkede.

Den egyptiske solguden Re styr solbåten.

Re styrede solbåden både dag og nat. 

© Sjöberg bild

1. Re – verdens skaber

Solguden Re (eller Ra) blev betragtet som verdens skaber. Han blev i begyndelsen mest dyrket i Heliopolis (græsk for "Solbyen"), i udkanten af vore dages Cairo. Re sejlede hver dag i sin båd over himmelhvælvet og skænkede menneskene og jorden varme og liv. Om natten rejste han tilbage blandt ånderne i den mørke underverden og dukkede hver morgen atter frem i solopgangen i øst.

I Det Nye Rige (ca. 1550–1070 f.v.t), da Theben (vore dages Luxor) blev hovedstad for hele riget, smeltede Re sammen med Thebens vigtigste gud Amon og blev kaldt Amon-Re. Han blev tit afbildet som en vædder, og ved hans hovedtempel Karnak
i Luxor har man i de senere år ud­gravet en flere km lang processionsvej kantet med sfinkser med vædderhoveder.

Den egyptiske guden Thot med ibishuvud på relief.

Thoth (til venstre) afbilledes ofte med et hoved fra ibisfuglen og til tider også som en bavian.

2. Thot – guddommelig budbringer

Thot var visdommens og skrivernes gud. Når den døde blev stillet til ansvar for sine handlinger i livet, var det Thot, der nedskrev dommen over menneskets liv. Thot fungerede også som budbringer mellem guder og mennesker, og grækerne identificerede ham derfor med deres gud, Hermes.

Skrivekunsten blev betragtet som hellig i Egypten, og den, der kendte hieroglyffernes hemmeligheder, havde høj status. I et bevaret skrift beder en skriverlærling til, at han må blive dygtig til at skrive: "Kom til mig, Thot, hellige ibisfugl, du den gud, som er elsket af Hermopolos, de ni guders skrivere. Kom til mig, gør mig dygtig inden for dit embede, thi dit embede er det fornemste blandt alle. Man ser, at den, der udmærker sig deri, bliver
udnævnt til fyrste."

Den egyptiske guden Anubis.

Anubis afbildes som sjakal eller menneske med sjakalhoved.

© Thinkstock

3. Anubis ledsagede sjælene

Guden Anubis herskede over balsameringsprocessen. De præster, der forberedte den døde før gravsætningen, bar ofte sjakalmasker for ansigtet. Iført disse Anubismasker udførte de den vigtige "mund-åbningsceremoni", hvor man mente, de blæste liv i mumien.

Når den døde senere skulle dømmes af underjordens hersker Osiris, vejede Anubis hjertet på en vægt. I den anden vægtskål lå sandhedens fjer.
Hvis hjertet var for tungt – hvis de onde gerninger vejede mere end de gode – stod uhyret Ammit, "slugersken", parat under vægten for at æde den døde. Den afdøde, hvis hjerte vejede mindre end fjeren, kunne derimod se frem til et godt og lykkeligt liv
i efter­verdenen. 

Tempeltjuren Apis i templet i Memfis.

Tempeltyren blev betragtet som et orakel.

© AKG/TT

4. Apis blev ofret hvert 25’ende år

Tyreguden Apis havde sin vigtigste helligdom i byen Memphis og blev betragtet som en inkarnation af guden Ptah. Apis blev repræsenteret af en ægte, levende, sort tyr, der havde sin rigt udsmykkede stald i Ptahs tempel. I løbet af tyrens levetid forkælede præsterne den med lækkerier og tolkede dens opførsel som orakelsvar.

Hvert 25. år blev Apistyren ofret og erstattet med en omhyggeligt udvalgt ung kalv. Folket sørgede over den døde tyr, som blev mumificeret og fik en storslået, rituel begravelse. I 1851 fandt den franske egyptolog Auguste Mariette et gravanlæg, kaldet Serapeion, med flere rækker bevarede tyremumier i enorme sarkofager.

Statyett av den egyptiska guden Isis med sonen Horus i knät. Bakom bild ur De dödas bok med Thot.

Isis med sin søn Horus på knæet. I baggrunden ses guden Thoth med sine skriveredskaber.

5. Isis – forbillede for Maria

Isis blev dyrket som en beskyttende modergudinde. Hun var gift med Osiris og blev tit afbildet med deres søn Horus i skødet. Enhver farao blev betragtet som en levende inkarnation af guden Horus, så Isis blev også betragtet som herskerens guddommelige mor.

Flere myter er blevet bevaret, hvor Isis benytter sig af magi og magiske trylle­formularer for at narre sine modstandere og for at hjælpe mennesker i nød. Hun kunne også ændre skikkelse.

Efter den græske og romerske erobring af Egypten blev Isiskulten udbredt over hele Middelhavsområdet. Det måske bedst bevarede af alle Isistempler er fundet i den romerske by Pompeji. Isis var især populær blandt kvinder, og man henvendte sig til hende med bønner, der handlede om sygdom og børnefødsler. Da kristendommen blev etableret, menes det almindeligt forekommende billede af Isis med sønnen Horus på skødet at have fungeret som et forbillede for den kristne kult omkring Jomfru Maria og Jesusbarnet.

De egyptiska gudarna Isis och Osiris med sonen Horus.

Horus var Isis og Osiris' eneste søn. 

6. Horus viste sig i alle faraoer

Horus repræsenterede egenskaber som mod og styrke. Han fungerede også som beskytter af det kongelige dynasti. Hver eneste ny farao, der besteg tronen, blev betragtet som "den levende Horus".

Ifølge myten ville Horus hævne sig på sin farbror Seth, der havde dræbt hans far Osiris. I kampen kom hans venstre øje til skade, og fra denne legende stammer brugen af en beskyttelsesamulet, der tit blev brugt – "Horus' øje" – og stadig ofte ses hos egyptere i dag.

En anden myte fortæller, at barnet Horus bliver bidt af en slange, og at hans mor Isis redder ham med list og magiske trylleformularer. Derfor benyttede man sig tit af Horus' navn i forskellige besværgelser for at beskytte børn mod ulykker af forskellige slags.

Osiris' grønne hud symboliserer genfødsel.

© DeAgostini/Getty

7. Osiris herskede i dødsriget

Osiris var ifølge myten søn af Nut og Geb – himlen og jorden – og var en af de mest centrale guder.

Han giftede sig med sin søster Isis, og parret slog sig ned i den grønne Nildal. Broderen Seth og hans hustru Neftys måtte nøjes med den ufrugtbare ørken. Seth blev ikke uventet misundelig på Osiris og dræbte ham. Derefter parterede han broderens lig og spredte de forskellige kropsdele over hele landet.

Det lykkedes den fortvivlede Isis at samle alle delene sammen, bortset fra hans penis. Alligevel blev hun gravid efter at have omfavnet sin sammenflikkede mand, og resultatet af denne ubesmittede undfangelse blev sønnen Horus. Efter at have været død kunne Osiris imidlertid ikke gå tilbage til et liv blandt de levende, så i stedet blev han hersker over dødsriget. 

Den egyptiska fruktbarhetsguden Bastet i form av en katt-statyett.

Bastet afbildes som løve eller kat eller som menneske med løve- eller kattehoved,.

8. Bastet – frugtbarhedens gud

Under Det Gamle og Det Mellemste Rige (ca. 3000–1550 f.v.t.) blev Bastet afbildet som en galsindet løve­gudinde. Senere blev hun associeret med glæde, elskov og vin og blev afbildet som en kat eller en kvinde med kattehoved. Bastet havde sit tempel i byen Bubastis i Nildeltaet, hvor arkæologer har fundet en stor begravelsesplads med tusindvis af mumificerede katte.

Den græske historiker Herodot fortalte i 400-tallet f.v.t., at han havde set både fulde af pilgrimme på vej til den årlige fest i Bubastis. Når bådene sejlede forbi landsbyer langs Nilen, skreg kvinderne om bord uanstændigheder og blottede deres kønsdele for dem, der kiggede på i land. Hensigten kan have været, mener nogle forskere, at "tiltrække sig" frugtbarhed fra kvinderne på bredden. Ifølge Herodot blev der drukket mere vin i Bubastis i løbet af en enkelt festuge end i hele Egypten resten af året.