Læs også

Grevens Fejde

Det Stockholmske Blodbad

Christian 2. troede, han havde knækket de svenske stormænd en gang for alle med den brutale massakre. Men han tog grueligt fejl. Det Stockholmske Blodbad...

30. april 2017 af Alexander Tengbjerg

Christian 2. troede, han havde knækket de svenske stormænd en gang for alle med den brutale massakre. Men han tog grueligt fejl. Det Stockholmske Blodbad gjorde ham til en af historiens mest forhadte regenter.

Tekst: Alexander Tengbjerg

Christian 2. var en tilfreds mand. Han var netop blevet konge over et samlet Skandinavien, og hans værste modstandere var lige blevet et hoved kortere. Den danske konge havde indledt det, der senere blev døbt Det Stockholmske Blodbad. Øjenvidner fortalte, at blodet flød i rendestenene, og at ligene lå i dynger ved skafotterne. De adelige blev halshugget, men andre lod man hænge til de stockholmske borgeres store rædsel. En fæl lugt bredte sig over byen. Det brændte kød på ligbålene blandede sig med de hængtes stank, en skrækindjagende advarsel til alle, der måtte trodse Christian.

82 betydningsfulde, svenske adelige og andre fremtrædende borgere blev henrettet den 8. og 9. november 1520. Men det var ikke det hele. Christians bitre fjende, Sten Sture, blev trods sin død måneder forinden gravet op og brændt på torvet i Stockholm med de andre henrettede. Mens den svenske adel blødte i Stockholm, havde Christian sendt tropper ud til alle dele af Sverige. De skulle optrevle den sidste rest af modstandere, som skulle likvideres eller fængsles.

Drøm om et stornordisk rige

Christian må have været yderst tilfreds med sig selv trods alle grusomhederne. Endelig havde han formået at knække den stridslystne svenske adel, og Danmark skulle atter stå i spidsen for et stornordisk rige. Men Christians for­håbninger viste sig hurtigt at briste. Denne magt­demonstration havde nemlig den modsatte effekt. Gan- ske vist udryddede han mange modstandere, men grusomheden gav am flere nye fjender, end han i sin vildeste fantasier havde kunnet drømme om.

Inden blodbadet havde Danmark længe kæmpet for at holde liv i Kalmar­unionen, selvom den i realiteten lå i grus. Der var evindelige konflikter, især mellem de danske konger og svenske stormænd.

Et vigtigt vendepunkt var den svenske ærkebiskop Trolles væbnede konflikt med Sture-familien. Trolle var nemlig unionsvenlig, og det gav ham mange fjender. Sture-familien og dens allierede brændte biskoppens borg ned og smed ham i fængsel. Frarøvet sin magt og værdighed stod ærkebiskoppen nu tilbage med et ønske om hævn og genoprettelse af sit omdømme. Christian 2. var derfor den perfekte forbundsfælle. Christian tog også godt imod sin nye ven, for med ham havde han nu Guds velsignelse til sin erobring af Sverige.

I år 1517 startede Christian sit felttog mod svenskerne. Det gik dog langtfra som håbet, og Sten Sture gav Christian mange grå hår i hovedet. Først i 1520 fik Christian knækket den svenske modstand. Sten Sture blev dette år dødeligt såret, før et slag skulle stå ud for Stockholm. Uden ham turde byens indbyggere ikke længere sætte sig imod danskerne. Stockholm ville overgive sig, hvis blot Christian lovede amnesti til byens indbyggere. Christian lovede frit lejde til alle sine modstandere, men ikke nok med det: Han bekendtgjorde også, at han nu skulle krones med pomp og pragt. Den 4. november blev Christian kronet til konge af Sverige, og festlighederne kunne begynde. I tre dage var der fest, og snart havde alle glemt fordums fjendtligheder, godt hjulpet på vej af store festbanketter og fade med øl.

På tredjedagen blev de stadig festglade gæster beordret ind i den største sal i det prægtige Stockholm Slot. Gæsterne gik muntre ind, men da vagterne låste alle udgange, begyndte folk at blive bekymrede. Deres bange anelser viste sig at holde stik, da ærkebiskop Trolle ved siden af majestæten begyndte at læse op fra et anklageskrift. Han beskyldte de mest magtfulde svenske adelsmænd for datidens værste forbrydelse: Afvigelse fra den katolske lære, også kaldet kætteri. Af andre beskyldninger var anklager om attentatforsøg på majestætens liv, endnu en løgn fabrikeret af Christian.

Christian har ganske sikkert moret sig kristeligt over de målløse gæster i salen. Efter at de havde gjort hans liv til et mareridt, havde Christian nu fået hele det svenske aristokrati serveret på et sølvfad.

Nærede et dybt had til adelen

Historikerne er i tvivl om, hvem der fik idéen til at låse gæsterne inde, og hvem der fandt på den efterfølgende grufulde straf. Både Trolle og Christian nærede et indestængt had til mange personer fra den svenske adel. De følte begge, at de var blevet frarøvet deres respektive titler og værdighed af disse mennesker. Så det er ikke umuligt at forestille sig, at kongen og biskoppen i fællesskab udtænkte planen, og at de måske ligefrem opildnede hinanden til at gå så vidt som til at planlægge en massakre på den svenske overklasse.

Christian havde planlagt det hele nøje, men han havde overset noget. Gud var på hans side i form af en biskop med pavens velsignelse. Velsignelsen havde dog ikke samme kraft som før i tiden pga. en ulmende utilfredshed med paven og hans afladshandel. Nye religiøse strømninger var at finde overalt, især i det nordlige Europa.

Derudover var Christian klar over, at uanset hvor effektiv hans heksejagt på svenske adelsmænd viste sig at være, ville der altid være nogle tilbage til at gøre oprør. Og ganske rigtigt: Den svenske adelsmand Gustav Vasa viste sig straks på banen for at udfordre Christian, der nu havde fået det lidet flatterende tilnavn: Tyran.

Her vendte Christians held, for hans vigtigste trumfkort viste sig at svigte i nødens stund. Han havde håbet på militær støtte fra sin svoger, den magtfulde tysk-romerske kejser Karl 5.

Kom ikke til undsætning

Kejseren havde imidlertid problemer nok i sit eget rige og kom ikke Christian til undsætning.

Christian måtte derfor udskrive flere skatter for at betale for de øgede krigsudgifter. Dette bidrog blot til, at danskerne nu også tog navnet Christian Tyran til sig. Det gik så vidt som til, at de jyske stormænd gjorde åbent oprør i 1522. De rustede sig til krig og bad alle våbenføre mænd følge dem i kampen mod kong Christian.

Sverige var tabt, og nu havde hans eget kongerige også vendt ham ryggen. Selvom københavnerne stadig støttede Christian, indså kongen at han havde tabt spillet om magten. Han flygtede derfor med sin familie til Nederlandene, men han glemte ikke sit krav på den danske og svenske trone. I Nederlandene ventede han tålmodigt på støtte fra sin svoger, så han en dag ville kunne vende tilbage til det kongerige, han så pludseligt havde mistet.

Fangenskabet

Kong Christian var flygtet, og i stedet blev hans farbror Frederik indsat som konge i 1523. Det familiære bånd slækkede dog hverken på Christians krav på kronen eller på Frederiks vilje til at beholde den. Efter otte år i eksil drog Christian med en hær til Danmark, men felttoget mislykkedes. Og da den tidligere konge rejste mod København for at forhandle, blev han taget til fange, selvom han var blevet lovet amnesti. Christian var blevet offer for sine egne metoder. Han blev indkvarteret på Sønderborg Slot under luksuriøse forhold, men dog stadig som fange. Der har verseret mange myter om hans kummerlige forhold, men Frederik turde ikke behandle ham dårligt, da det ville kunne provokere hans tilbageværende støtter til et nyt oprør. Resten af sit liv levede Christian derfor som fange, og dermed lakkede hans rolle i historien mod enden.

Mere her: Danmarkshistorien Bind 7 af Alex Wittendorf (1992) ● Det Stockholmske Blodbad 1520 – Massakren der rystede Norden af Lars Ericsson Wolke (2009) ● www.danmarkshistorien.dk