Historien om, hvordan den kun 11-årige høvdingedatter Pocahontas reddede den engelske kaptajn John Smiths liv, er blevet legendarisk. 

© Library of Congress

Deres ægteskab standsede krig

I starten af 1600-tallet grundlagde man den engelske koloni Virginia i Amerika. Nybyggeren og tobaksdyrkeren John Rolfes ægteskab med høvdingedatteren Pocahontas medvirkede til koloniens overlevelse.

3. marts 2017 af Sara Griberg

En søndag morgen i 1614 er der bryllup i fortet Jamestown i kolonien Virginia. Bruden er klædt som en engelsk pige. Men under sløret kan man skimte et bronzefarvet ansigt og et par usædvanligt mørke øjne.

Præsten spørger bruden, om hun vil elske og ære sin mand i lyst og nød. Smilende svarer hun ja med fast stemme. Men ordene bliver udtalt på et engelsk med accent. Da John Rolfe efter vielsen kysser sin hustru, blander gæsternes lykønskninger sig med en oprørt hvisken. Det er nemlig langtfra alle, der kan acceptere, at en englænder gifter sig med en "indfødt".

Ægteskabet mellem høvdingedatteren Pocahontas og John Rolfe fik historisk betydning. Det var første gang, en englænder giftede sig med en indfødt amerikaner. Deres forening førte også til våbenhvile mellem Pocahontas’ stamme og nybyggerne i Virginia. Den såkaldte "Pocahontasfred" var ifølge mange en af forudsætningerne for, at den engelske koloni kunne overleve. Derfor er hun også blevet en myte i USA.

Reddede grundlæggeren

Pocahontas var kun omkring 18 år gammel, da John Rolfe kom til Virginia, men den viljestærke pige havde allerede som barn spillet en afgørende rolle for den nyoprettede koloni. Kun 11 år gammel reddede hun koloniens daværende leder John Smiths liv. Smith var blevet taget til fange af indianerne, og lige da de skulle til at smadre hans hjerneskal med deres køller, havde Pocahontas kastet sig frem og skærmet den fremmede med sin egen krop. Høvdingen Powhatan blev da blødgjort og skånede Smiths liv. Pigen havde åbenbart fattet sympati for den mange år ældre englænder. Hun besøgte ham derefter fra tid til anden i fortet Jamestown. Der findes dog intet belæg for, at de to virkelig havde et kærlighedsforhold, selvom senere tiders forfattere og filmmagere tit har fremstillet det på den måde.

 Q’orianka Kilcher spelade Pocahontas i filmen The New World.

Pocahontas blev født omkring 1595. Hendes far var ikke en hvilken som helst høvding – han herskede over en alliance, som bestod af næsten 30 forskellige indianerstammer. Den magtfulde Powhatan blev kaldt ”høvdingernes høvding” og hans imperium strakte sig over store dele af det område, som i dag udgør delstaten Virginia.

Den engelske koloni blev fra begyndelsen drevet som et privat foretagende. Håbet var, at kolonisatorerne i Amerika ville finde guld og andre naturrigdomme, så ejerne af selskabet kom til at tjene penge.

Kolonisatorerne sultede

Det kom dog til at vare længe, inden kolonien begyndte at blive en god forretning. De første år i Virginia var præget af sult og nød. Forholdet til høvdingen Powhatan og de stammer, han havde under sig, var ustabilt. Perioder af relativt fredelig sameksistens var afbrudt af jævne mellemrum af plyndringstogter og baghold fra begge sider. I 1608 skal Pocahontas – ifølge det Smith senere opgav – have reddet hans liv igen.

Denne gang skete det ved, at hun advarede om et baghold, som medlemmerne af hendes stamme lagde planer om. En tid senere blev Smith alvorligt såret i en kamp med indianerne og vendte tilbage til England. Pocahontas fik den fejlagtige besked, at han var død. Flere år senere besluttede englænderne sig for at kidnappe høvdingedatteren for at bruge hende i forhandlingerne med Powhatan. Som fange i Jamestown blev Pocahontas godt behandlet. Set ud fra deres synsvinkel var hun ganske vist kun en ”vild”, men hun havde trods alt to gange grebet ind til englændernes fordel.

John Rolfe var 28 år, da han kom til Virginia for at satse på tobaksdyrkning. Han havde forladt England sammen med sin gravide hustru. Under rejsen over Atlanten kom de ud for en storm og strandede på øen Bermuda. Her fødte hustruen parrets barn, men pigen døde efter kun få dage. Efter ankomsten til Virginia i 1610 blev også hustruen syg og døde. Rolfe søgte trøst i sit arbejde og fik snart gang i sin tobaksdyrkning.

Romancen mellem nybyggeren og høvdingedatteren fik stor betydning for Jamestowns over­levelse.

Vi ved ikke, hvordan romancen mellem enkemanden og indianerpigen startede. Men da Pocahontas’ kidnappere ville forhandle med Powhatan om at frigive hans datter mod at få våben og redskaber, skal Pocahontas have protesteret. Hun ville under ingen omstændigheder hjem igen.

”Min far synes åbenbart ikke, jeg er mere værd end et par sværd og økser,” skal hun have sagt. ”Så bliver jeg hellere hos englænderne, hvor jeg er elsket.”

Bad om lov til at gifte sig

Samtidig lettede John Rolfe sit hjerte for koloniens guvernør sir Thomas Dale. I et brev fortalte han om sine følelser for Pocahontas og bad om tilladelse til at gifte sig med hende. Rolfe var dybt kristen og havde det svært med de følelser, han nærede for Pocahontas, eftersom hun ”var vokset op som en hedning”.

Han fortæller i brevet, at han i længere tid har ligget søvnløs om natten og slår samtidig fast, at det ikke kun er et spørgsmål om kødelig lyst. ”Mit hjerte og mine tanker har længe hængt sammen med hende som i en labyrint, det er umuligt at finde vej ud af.”

Under sit besøg i London i 1616 deltog Pocahontas i en banket i paladset Whitehall og mødte da kong Jakob 1. 

© Library of Congress

Både Dale og Powhatan havde øje for, at foreningen kunne gavne forholdene mellem deres folk, og de gav begge deres velsignelse til ægteskabet. Pocahontas var under fangenskabet blevet undervist i den kristne lære. Inden brylluppet fandt sted, blev hun døbt og fik det bibelske navn Rebecca. De nygifte bosatte sig på Rolfes tobaksplantage og fik snart en søn, som de gav navnet Thomas.

Guvernør Dale benyttede lejligheden til at bruge det blandede ægteskab til at markedsføre Virginia Company. Foretagendet havde nu startet lotterivirksomhed i England for at tjene penge. Dale forstod, hvilken PR-værdi det ville have at vise Pocahontas frem i London som et lysende eksempel på, i hvor høj grad det var lykkedes englænderne at omvende koloniens ”vilde” til civiliserede kristne.

Gravering af Pocahontas, fra hendes besøg i London i 1616.

Rejste til London

Parret Rolfe og deres toårige søn kom til London i sommeren 1616 sammen med 11 andre indianere fra Pocahontas’ stamme. Pocahontas’ gamle bekendt, John Smith, som var i England på det tidspunkt, skrev et brev til dronningen. Heri understregede han, at man burde modtage Pocahontas som en prinsesse. Hun var trods alt datter af en høvding.

Pocahontas fik dog ikke nogen kongelig audiens, men deltog i en banket, som kong Jakob 1. og dronning Anne gav i paladset Whitehall. Hun blev også indbudt til en masse sammenkomster, men Londonsocieteten behandlede hende aldrig som en ligestillet. Hun blev snarere vist frem som en eksotisk seværdighed.

Pocahontas havde også svært ved at vænne sig til klimaet i England. Da familien skulle rejse hjem til Virginia i marts 1617, blev hun syg, formentlig af lungebetændelse. Hun døde i den lille by Gravesend tæt på floden Themsens udmunding.

John Rolfe vågede ved hendes dødsleje sammen med sønnen Thomas. Den kun 21 år gamle Pocahontas’ sidste ord skal efter sigende have været: "Vi skal alle dø, men hovedsagen er, at barnet lever."

Hun blev begravet den 21. marts 1617 i St. Georges kirke i Gravesend, hvor der i dag står en statue til minde om høvdingedatteren fra Virginia.