Gardersoldater fandt Claudius bag et forhæng, efter at hans nevø, Caligula, var blevet myrdet.

© Bridgeman/IBL

Claudius – ”Misfosteret”, der reddede Rom

Han blev foragtet af sin familie pga. sine handikaps. Ingen i Rom havde regnet med, at han skulle overtage tronen. Selvom Claudius ­viste sig at være en dygtig kejser, mente man, han var styret af sine kvinder og slaver.

18. maj 2017 af Allan Klynne

Den 24. januar år 41 e.v.t. havde romerne fået nok. Kejser Caligula, der blev betragtet som sindssyg, blev myrdet af en gruppe sammensvorne officerer efter en teaterforestilling. Også hans hustru og toårige datter blev slået ihjel med køller. 

Men attentatmændene havde ingen planer videre frem. I den almindelige forvirring fik en soldat fra garden øje på et par fødder, der stak ud under et forhæng. Han rev stoffet til side og hev en skrækslagen mand frem – Caligulas 50-årige farbror Claudius. Soldaterne tog ham med til kasernen, hvor han blev udråbt til kejser efter at have lovet soldaterne i garden en stor lønforhøjelse.

At Claudius, den stammende og haltende enspænder, på den måde ”snublede” sig op til den øverste magt i Romerriget, var der ingen, end ikke ham selv, der havde kunnet ane fra start.

Blev gemt væk

Claudius, eller Tiberius Claudius Nero Germanicus som han i virkeligheden hed, blev født i år 10 f.v.t. i vore dages Lyon i Frankrig. Hans far Drusus var i gang med at forsøge at erobre Germanien, men faldt året efter. 

Allerede tidligt sås det, at der var noget galt med drengen; han savlede, haltede, havde talebesvær og lavede ryk med hovedet. Hans mor Antonia sagde ligeud, at han var ”et misfoster af et menneske, som naturen ikke havde fuldbyrdet, men kun påbegyndt”. 

Claudius var romersk kejser mellem år 41 og 54 e.v.t. Statuen står i Vatikanmuseet i Rom.

© Interfoto/IBL

Flittig historiker

Kejser Augustus og hans kone Livia mente, drengen kunne få kejserdømmet til at fremstå som latterligt. Der blev stadig sået tvivl om denne statsform i Rom.

Selvom Claudius var sønnesøn til Livia og grandnevø til Augustus, besluttede man at gemme ham af vejen og sørge for, at han aldrig blev oplært militært eller politisk. Det blev hans redning
i de magtkampe, der fulgte. Claudius var måske nok handikappet-, men ikke udviklingshæmmet. Eftersom han ikke spillede nogen politisk rolle, kunne han bruge sin tid på akademiske studier.

Han skrev flere historieværker, bl.a. om etruskerne og om Roms gamle fjende Kartago. Ingen af hans skrifter findes dog bevaret.

Claudius befandt sig i kejserfamiliens periferi. Ved banketter "glemte" man at stille en sofa frem til ham, og når han var faldet i søvn efter maden, morede gæsterne sig med at kaste dadler og oliven efter ham. 

Augustus' efterfølger Tiberius (14–37 e.v.t.) sørgede for at udrydde alle konkurrenter til magten. Claudius' militært succesrige og folkeligt populære bror Germanicus blev forgiftet under mystiske omstændigheder. Men så vendte vinden.

Da Caligula (37–41 e.v.t.) som kun 24-årig blev kejser, havde han brug for sin gamle farbrors støtte. Claudius blev konsul og fik indblik i forvaltningen. 

I år 43 e.v.t. blev Britannien invaderet af romerske tropper.

© Bridgeman/IBL

Invaderede Britannien

Det første døgn efter mordet på Caligula trådte senatet sammen i håb om at kunne afskaffe kejserdømmet og genindføre republikken. Uden militær støtte var det dog blot end en ønskedrøm, og prætorianergarden havde jo allerede valgt en ny kejser.

Selvom Claudius havde købt sig til soldaternes loyalitet, stod han alligevel over for en vanskelig opgave. Caligula havde besudlet kejserværdigheden med sin grusomhed og sine udsvævelser, og inden da havde Tiberius tilbragt ti år på øen Capri i selvvalgt eksil.

Hvordan skulle en kejser gebærde sig i et imperium, hvis ledere faktisk hellere ville have en republik? For at vinde den for romerne så vigtige krigerære besluttede Claudius at erobre Britannien. 

Invasionen startede i år 43 e.v.t. Kejseren besøgte selv øen med elefanter med mere og vendte derpå hjem til Rom, hvor han afholdt det første triumftog i flere årtier. I år 47 fejrede byen Rom også sit 800-årsjubilæum med pomp og pragt og bekostelige gladiatorkampe. 

Som kejser lod Claudius bygge flere akvædukter og andre bygninger. Her Porta Maggiore i Rom.

© Bridgeman/IBL

Gjorde slaver til ministre

Claudius' største indsats var dog hans nybyggeri. Rom fik to nye akvædukter, og havnen i Ostia ved Tiberens udmunding blev udbygget med et nyt havnebassin, Portus, så skibe fra alle dele af Middelhavet kunne finde ly bag beskyttende moler vejledt af et højt fyrtårn. I det centrale Italien drænede man desuden en sø via en underjordisk tunnel for at skaffe ny agerjord. 

Også udenrigspolitisk blev der foretaget ændringer. Lydrigerne Noricum (omtrent Østrig) og Thrakien (omtrent Bulgarien) blev annekteret og gjort til fuldgyldige romerske provinser.

Men alt dette krævede en velsmurt og totalt loyal organisation. Romerriget havde ikke noget, der svarede til vor tids ministerier og politiske sagsbehandlere. Claudius satte i stedet sine frigivne slaver på vigtige poster som "finansminister" og "ministeriel embedsmand". 

Det gjorde overklassen i senatet rasende. Nu blev der udbredt ondskabsfulde rygter, som gik på, at "idioten" Claudius lå under for sine frigivne slaver og sine mange hustruer. 

Da Nero blev kejser, lod han sin stedbror Britannicus myrde.

© Mary Evans/IBL

Myrdet af sin hustru

Claudius havde børn af forskelllige ægteskaber. Man kan sige, at Claudius burde have værnet om sin eneste overlevende søn, Britannicus, men i stedet lod han sig påvirke af sin sidste hustru, Agrippina, og hendes snak om betydningen af slægtsbånd – kejser Augustus var hendes mormors far.

Claudius adopterede derfor Agrippinas søn Nero fra et tidligere ægteskab. Det fik katastrofale følger. Agrippina fik årsag til at myrde Claudius, og som ny kejser lod den 16-årige Nero omgående sin 13-årige stedbror Britannicus myrde. Rent politisk førte arrangementet paradoksalt nok til stabilitet. Den nye kejser var af Augustus' familie, så hærene forholdt sig roligt – kejserdømmet levede videre som statsform. 

Det var først, da Nero døde som den sidste efterkommer af Augustus i år 68 e.v.t., at der for alvor udbrød borgerkrig. Men nu ønskede ingen af de involverede parter en republik, alle konkurrerede om kejsertitlen.