BZ-bevægelsen

BZ-bevægelsen var 1980’ernes store ungdomsoprør. Det startede som et opgør mod tidens boligmangel, men druknede i gadekrig og voldelige sammenstød.Tekst:...

BZ-bevægelsen var 1980’ernes store ungdomsoprør. Det startede som et opgør mod tidens boligmangel, men druknede i gadekrig og voldelige sammenstød.

Tekst: Søren Aagaard

Bekæmp bolignøden. BZ de tomme huse. Banneret, der er spændt ud over en rød mur på en besat ejendom i Køben­havn, fortæller i to simple sætninger, hvad 80’ernes ungdoms­oprør handlede om.

Under de utallige gadekonfrontationer mellem ordensmagten og maskerede unge fra København, der kaldte sig for bz´ere, var den længste og mest dra­matiske konfrontation den på Øster­bro i 1986. Med pigtråd, væltede skurvogne, bildæk, affalds­containere og meget andet skrammel barrikaderede 400 unge Ryesgade og forvandlede den ellers så mondæne bydel på Østerbro til en borgerkrigslignende kampzone. Iført elefant­huer, kedeldragter og styrthjelme og bevæbnet med molotovcocktails, bro­sten og andet kasteskyts forberedte de sig på at forsvare, hvad de mente, var deres.

Fjenden var kampklædte betjente, der på kommunens ordre var kommet for at rydde den besatte ejendom. Men bz´erne havde ikke tænkt sig at gå frivilligt. Ikke denne gang.

Først var de blomsterbørn

Baggrunden for de voldelige sammenstød mellem politi og unge lå i tidens massive arbejdsløshed og boligmangel. Unge mennesker i København havde ikke kun svært ved at finde et arbejde, men også tag over hovedet. De unges fortvivlelse og frustration voksede i takt med Københavns Kommunes omfattende saneringsprojekter, der medførte, at mange bygninger stod tomme og ubenyttede hen rundt omkring i byen. Allerede i 1980 blev de første tom­me bygninger besat af en gruppe spraglede hippier fra Det frie Gymnasium i Birkerød. Gruppen kaldte sig Initiativgruppen og ville med besætteraktionerne gøre politikerne opmærksomme på den store bolignød.

Drømte om ungdomshus

Gruppen drømte også om sit eget ungdomshus og sendte snart en ansøgning til overborgmester Egon Weidekamp, som øjeblikkeligt sagde nej. Den 10. oktober 1981 tog Initiativgruppen så sagen i egen hånd og besatte en nedlagt brødfabrik, som de ville lave til et ungdomshus. Da politiet stormede brødfabrikken, fandt de til deres store overraskelse de unge siddende fredeligt på gulvet i en rundkreds, mens de sang.

Skiftede navn

Initiativgruppen fortsatte med at tilkendegive deres utilfredshed med den førte boligpolitik. Oftest var deres fredelige besætteraktioner uden succes. Ikke desto mindre tiltrak boligaktivisterne en mangfoldighed af kreative flippere, sortklædte punkere og udstødte bistandsklienter, der fik bevægelsen til at vokse. Det store vendepunkt for den nyetablerede bevægelse kom under en rydning af en besat gummifabrik på Nørrebro, hvor politiet tog drastiske metoder i brug og affyrede tåregasprojektiler mod de unge bz´ere, der med livet som indsats måtte springe ud fra 2. sal. Og de, der ikke kom ud af den tilrøgede bygning hurtigt nok, mærkede politiets knipler.

Hændelsen affødte et arsenal af had og frustrationer mod politiet. Derefter skiftede Initiativgruppen navn til BZ-brigaden.

Fredshippierne blev enten smidt ud af bevægelsen eller omvendt til sortklædte, maskerede autonome. Og vold mod politiet blev et acceptabelt middel, som kom til at præge gadebilledet fremover.

Den 31. oktober 1982 fik de endelig deres ungdomshus, da det tidligere Folkets Hus på Jagtvej blev overdraget til de unge. Men det standsede hverken volden eller gadekampene. I stedet organiserede bz´erne sig. Fra det besatte hus Bazooka blev der ført utraditionel boligformidling og rådgivning. Her kunne man få henvist en bolig og et brækjern, hvis man manglede et sted at bo. Bz´erne havde komplet oversigt over hvor og hvilke bygninger, der stod tomme i byen. Det var med andre ord BZ-bevægelsens storhedstid.

De radikale boligaktivister blev tilmed gjort til mediedarlings under rydningen af det besatte hus, Allotria, på Nørrebro i januar 1983.

BZ’ere gravede sig under gade

Denne januardag i 1983 var ellers udset til at blive den mest voldelige dag i den eskalerende konflikt mellem bz´erne og politiet. Mere end 800 kampklædte betjente, heriblandt politiets særlige aktions­styrker, stod klar til at bryde barrikaderne ned, rydde huset Allotria og smide de unge på gaden. Men da politiet borede sig gennem husmuren og stormede ind, var huset forladt. Som i en anden Olsen-bandenfilm havde bz´erne i nogen tid nemlig gravet en hemmelig tunnel under gaden og var forsvundet den vej. Det eneste de efterlod, var et banner med en afskedshilsen til politiet: ”Vi bestemmer selv, hvornår vi vil slås,” stod der. Den fredelige aktion genererede sympati blandt befolkningen og hos medierne. ”Lovens lange arm fik en lang næse,” skrev Ekstra Bladet understøttende på deres forside næste dag Da euforien over at have gjort politiet til grin efterhånden lagde sig, gik det op for bz´erne, at de havde mistet deres vigtige base på Nørrebro. Politiet, der ikke ville være til grin to gange, satte samtidig hårdere ind mod bz´ere og de besatte ejendomme.

Ni dages belejring

I takt med at flere og flere huse blev ryddet og lukket ned, eskalerede volden. Ja, faktisk i sådan en grad at København fra midten af 80´erne udkonkurrerede alle andre europæiske byer hvad angår gadekampe og voldelige sammenstød. Den største konfrontation fandt sted på Ryes­gade på Østerbro i 1986. Her kom det til regulære gadekampe mellem bz´ere og politi, hvorefter bz´erne, bevæbnede til tænderne, barrikaderede gaden og holdt kvarteret i undtagelsestilstand, mens politiet omringede gaden. Der blev forhandlet massivt fra begge sider for at finde en løsning. Mange frygtede, at en storstilet gadekrig snart ville bryde ud. Men mandag den 22. september, efter ni dages politibelejring, valgte bz´erne at forlade barrikaderne. ”Vores kamp fortsætter, og vi bestemmer selv, hvornår vi vil slås,” hed det i den officielle pressemeddelelse fra bz´erne, der efterlod sig skader for over fire mio kroner.

Besættelsen af Ryesgade i 1986 blev bevægelsens sidste store besætter­aktion. Efter Ryesgade handlede bz´ernes aktio­ner ikke længere om protest mod bolignøden, men druknede i stedet i tilfældige voldshandlinger mod butiks­kæder, olieselskaber, banker og politistationer, som ingen rigtig forstod. I 1990 havde bevægelsen komplet mistet sin styrke og opbakning.

MERE HER: Dengang i 80´erne (2003) af Martin Kongstad & Henrik Vesterberg