Bedrageren Victor Lustig på en gade i New York.

Bedrageren Victor Lustig på en gade i New York.

© Topfoto/TT

Bedrageren som solgte Eiffeltårnet

I maj 1925 kaldes fem skrothandlere til et hemmeligt møde i Paris. Manden de møder, en vis Victor Lustig, påstår at bystyret har givet ham til opgave diskret at sælge Eiffeltårnet efter dets nedrivning.

3. april 2017 af Joakim Thelander

Victor Lustig blev født som Robert V. Miller den 4. januar 1890 i byen Hostinne i vore dages Tjekkiet. Familien var velstående, og faderen var borgmester i den lille by. Drengen blev betragtet som begavet og lærte hurtigt at tale flere sprog, men han viste også tidligt anlæg for at havne i fedtefadet.

Allerede som teenager besluttede han sig for at prøve lykken ude i verden. Han rejste til Paris, hvor han begyndte at studere ved universitetet. I et slagsmål med en mand, der syntes, Miller gav hans kæreste for megen opmærksomhed,fik han et ar fra et knivstik i ansigtet.

Dygtig pokerspiller

Miller opgav snart studierne. Han var en dygtig pokerspiller og lærte, at der var penge at hente, især hvis man spillede mod rige og mod folk, der var lette at narre. Dem var der mange af på de store dampskibe, som på den tid var begyndt at sejle over Atlanten. På en af rejserne mødte han den professionelle spiller Nicky Arnstein, der lærte ham det meste om spillet og bedrageriets psykologi.

Øvelse gør mester, og Miller blev med tiden en durkdreven con man – et amerikansk udtryk for personer, der har gjort bedrageriet til en kunstart. Hans talent for skuespil og fornemmelse for andre menneskers svage punkter gjorde ham til en af de dygtigste bedragere.

Kaldte sig grev Lustig

Han havde flere falske identiteter, men præsenterede sig tit som grev Victor Lustig. Den aristokratiske titel passede ham godt, og han blev ekspert i at gøre det rette indtryk som rig verdensmand.

Bedragaren Victor Lustig 1937.

Victor Lustig, som tit kaldte sig "greve", var en meget dygtig bedrager med en evne til at opsnuse andre menneskers svagheder. Foto fra 1937.

© Bettmann/Corbis/All over Press


Et af hans mest vellykkede bedragerier var ”pengemaskinen”. Ved at appellere til rige personers grådighed og godtroenhed fik han dem til at tro på hans fortælling om en maskine, som kunne fremstille nøjagtige kopier af sedler. Modvilligt lod den elegante ”greve” sig overtale til at sælge et eksemplar af maskinen for 25 000 dollar. Fremstillingen af sedlerne skulle ifølge Lustig tage seks timer. Det gav ham god tid til at forsvinde sporløst, før bedrageriet blev opdaget.

I sommeren 1924 befandt Lustig
sig i USA. På et hotelværelse i New York blev han for første gang pågrebet for et af sine mange bedragerier. Men inden han blev stillet for en dommer, forklarede han advokaterne, at en rettergang mod ham ville blive alt for pinlig for de ramte personer, to bankmænd i Kansas. Og ikke nok med det. Det lykkedes ham også at overbevise advokaterne om, at han havde gjort sig fortjent til 1 000 dollar som kompensation for den unødigt barske behandling. Snart var han en fri mand.

Et storslået bedrageri

Året efter var Lustig tilbage i Paris og var nu opsat på at begå et bedrageri, der for alvor gav kasse. En avisnotits om Eiffeltårnet, indviet til verdensudstillingen
i Paris i 1889, fangede hans interesse. Notitsen kunne fortælle, at tårnet skulle repareres, og at man regnede med, det blev dyrt. Ejeren, den franske stat, overvejede ifølge notitsen at rive tårnet ned pga. de høje udgifter.

Nu fik Lustig idéen til et storstilet fupnummer. Han skaffede via en kontakt fine ”officielle” brevpapirer og indkaldte fem skrothandlere til et møde på Hotel de Crillon i Paris. Lustig havde sørget for, at der blev serveret paté og champagne ed sammenkomsten. Lustig præsenterede sig som vicegeneraldirektør og repræsentant for den franske regering. Det, han nu havde tænkt sig at fortælle, skulle behandles med den allerstørste diskretion.

Bestukket af skrothandlere

Han afslørede, at den franske regering havde besluttet at rive Eiffeltårnet ned, fordi man syntes, det var for dyrt at holde. Men det var en problematisk affære, fordi tårnet også havde tilhængere. Kort sagt fik de fem skrothandlere tilbud om at købe de godt 7 000 ton jern, der ville ligge tilbage efter nedrivningen. Lustig bad om at få skrothandlernes forseglede tilbud senest den følgende onsdag. Igen betonede han, at det, de havde fået at høre, skulle behandles med den største fortrolighed. 

Selv mafiabossen Al Capone (billedet) lod sig narre af Victor Lustig.


Tilbuddene kom til tiden, men Lustig havde allerede besluttet sig for en af skrothandlerne, som virkede mere godtroende end de andre. De mødtes på hotellet. Men pludselig tøvede skrothandleren med at aflevere checken. Hvorfor skulle aftalen indgås på hotellet og ikke i ministeriet?

Lustig antydede noget om de svære økonomiske vilkår for statsansatte, og skrothandleren mente, at han endelig havde fundet ud af, hvad det handlede om. Der skulle naturligvis bestikkelse til, for at tårnet kunne blive hans. Lustig tog imod checken sammen med et tykt bundt sedler. Oplysningerne om, hvor meget Lustig fik betalt af skrothandleren, har varieret, men helt op til 250 000 francs (hvilket svarer til ti mio dollar i vore dages valuta) er blevet nævnt. Derpå forlod han hurtigt hotellet og Paris.

Tiden gik. Lustig hyggede sig og brugte pengene i Østrig, men fandt intet om sit svindelnummer i Paris' aviser. Nu besluttede han sig for at gøre endnu et forsøg på at sælge tårnet. Den første skrothandler havde valgt ikke at melde forbrydelsen til politiet, hvilket gjorde det muligt for Lustig at genbruge svindelnummeret. Der findes forskellige versioner af, hvor langt han nåede med denne forretning, men han må have følt sig jagtet, for kort efter forlod han landet.

Narrede Capone

Tilbage i USA fortsatte han med sine bedragerier. Han narrede bl.a. gangsteren Al Capone til at investere 50 000 dollar i en aktiehandel. Lustig havde pengene låst inde i en måned og returnerede dem så. Capone blev så imponeret over Lustigs "ærlighed", at han gav ham 1 000 dollar.

Det kom til at vare ti år mere, inden Lustig havnede i fængsel for sine bedragerier. Han var da tilbage i USA, hvor han i 1935 blev anklaget for falskmøntneri. Han var stadig god til at finde på, og før retssagen stak han af fra fængslet. Ved hjælp af et reb af sønderrevne lagner firede han sig ned på gaden, mens han foregav at pudse ruder.

Måneden efter blev han pågrebet i Pittsburgh og idømt 15 års fængsel. Han fik fem år ekstra for flugten og blev sat i det berygtede fængsel Alcatraz uden for San Francisco. Denne gang lykkedes det ham ikke at flygte.

Victor Lustig døde i 1947 i fængslet, men han huskes som en af de dygtigste bedragere, der har levet.