Attilas hunner i galopp på målning.

Attilas hær invaderede det sydlige og vestlige Europa fra basen
på de ungarske stepper.

Attilas angreb spredte frygt i Europa

Fra sit tilholdssted øst for Donau drog hunnernes konge Attila ud på plyndringstogter mod det kristne Romerrige. I hans spor fulgte død og ødelæggelse, og hans ofre så ham som en straf sendt af Gud for deres synder.

28. oktober 2017 af Morten Rendsmark

Aret var 443, og den romerske by Naissus' skæbne lå i hunner-kongen Attilas hænder. Rytte-re og fodfolk omringede byens mure og konstruerede enorme rambukke af metalklædte træ-bjælker, der blev hængt op i en kraftig trækonstruktion på hjul. Lag på lag af sammenflettede grene blev spændt ud over de store belejringsmaskiner for at beskytte mandskabet mod fjendens pile og spyd. Igen og igen hamrede rambukkene mod Naissus' mure. Romerske soldater prøvede desperat at ødelægge dem ved at overdynge dem med store kampesten. Men hunnerne konstruerede dem hurtigere end romerne kunne nå at ødelægge dem, og snart var romerne løbet tør for sten.

Lagde byen i ruiner

Til sidst gav murene sig, og store sektioner sank sammen for øjnene af de skrækslagne romere. Hunnerne stormede ind i byen, dræbte mændene og voldtog kvinderne. Alt af værdi blev røvet, blandt andet hellige relikvier fra kirkerne. Byen blev brændt ned og efterladt som en tilsodet gravplads.

Alle byer, godser og gårde var i fare for at blive udplyndret, og i Europa sagde man, at ”hvor Attilas heste træder, vokser der aldrig mere græs.”

Attila havde arvet tronen i hunnernes rige sammen med broren Bleda, da deres onkel, kong Ruga, døde i sin lejr på den ungarske puszta (græsslette). Fra år 434 regerede brødrene over et område, der strakte sig fra det Kaspiske Hav i øst til Donau i vest. 

Hunnerne kom fra Asien

Kongeriget bestod af forskellige stammer og folkeslag, som hunnerne havde underlagt sig med vold og list. De slagne stammer forsynede hunnerne med krigere og guld og fik til gengæld lov at leve i fred.

Igennem ægteskab mellem høvdinge-døtre og ledende hunnere, skabtes stærke forbund i riget. Oprindeligt kom hunnerne fra Asiens vidtstrakte stepper ved grænsen til Kina. De var nomader, som drev deres dyr fra græsgang til græsgang året rundt, samtidigt med at de plyndrede og hærgede det nordlige Kina. Men omkring år 89 e.v.t. sendte den kinesiske kejser en stor hær mod hunnerne for at stoppe plyndringerne og jage dem bort.

Attilas hunner intar och förstör den romerska staden Aquileia.

Hunnerne erobrer og plyndrer byen Aquileia i 452. Illustrationen er fra Chronicon Pictum fra 1370.

Attila blev født ved Donau

Hunnerne blev tvunget ud på en lang vandring mod vest i håb om at finde nye jagtmarker og græsgange. Efter ca. 300 år – 376 e.v.t. – nåede de frem til stepperne nord for Sortehavet, hvor de stødte på germanske, tyrkiske og persiske folkestammer. Hunnerne underkuede dem og fortsatte vandringen mod vest. De rejste over bjergkæden Karpaterne og trængte ind på den ungarske puszta, hvor de bosatte sig langs Donau, nord for grænsen til Det ØstromerskeRige.

Det var her Attila blev født i året 406.

Hunnerne formåede at skabe et stort rige i Centraleuropa, da de var uovertrufne bueskytter og rytte-re. At kunne bruge en bue effektivt i fuld galop er utroligt svært, men hunnerne lærte kunsten allerede fra barnsben af. Takket være den strenge træning blev de dygtige krigere og formåede at nedkæmpe deres fjender ved hjælp af en kombination af kamperfaring og krigslist. Deres rige udvidede sig konstant, og nye folkeslag blev indlemmet under hunnernes faner.

Romerne forsøgte desperat at bremse hunnernes ekspansion. Hvert år betalte den østromerske kejser Theodosius 2. hunnerne 300 kilo guld for at de skulle holde sig på den nordlige side af Donau. 

Hunnerne overfor Konstantinopel

Et år betalte kejseren ikke, og straffen faldt prompte. I 441 plyndrede Attila og Bleda flere romerske byer syd for Donau. To år senere drog de hærgende ud igen – de ødelagde byer og knuste alt hvad romerne sendte imod dem, og nåede helt frem til den østromerske hovedstad Konstantinopel (i dag Istanbul).

Den østromerske hovedstad formåede hunnerne dog ikke at knække. Den var for stærkt befæstet. Byen var omgivet af to mure; den yderste var ti meter høj og den inderste 20 meter, med kun 50 meter imellem hvert tårn.

Kejser Theodosius 2. og Konstantinopel var reddet for nu, men kejseren indså, hvor sårbar han var, og forhandlede sig frem til en ny fred. Men nu krævede hunnerne 1 000 kilo guld om året. Kejseren var tvunget til at bøje sig for de urimelige krav, da hans hær endnu ikke havde formået at besejre hunnerne på slagmarken. Kun Konstantinopels høje mure og voldgrave formåede at holde stand mod hunnerne og forhindrede riget i at kollapse.

Del av Konstantinopels försvarsmur med skulptur (huvud) av kejsar Theodosius II infälld.

Hunnerne kunne ikke at forcere Konstantinopels mure, men kejser Theodosius 2. (t.h.) var tvunget til at betale, hvad end Attila forlangte.

© Erich Lessing/Fine Arts Archives/IBL

Attila bliver enehersker

Aftalen holdt frem til 447, hvor Attila drog hærgende igennem Balkan og helt ned til Grækenland, men denne gang som hunnerrigets enehersker. Det var han blevet ved at lade sin bror Bleda myrde, måske på grund af interne magtstridigheder i det enorme imperium. Igen forhandlede Attila sig frem til en fredsaftale på sine betingelser, og kejseren måtte afstå store områder syd for Donau i det nuværende Rumænien og Bulgarien.

I Rom sad den vest-romerske kejser Valentinian på tronen. Hans søster, Honoria, var blevet gravid med en af paladsets tjenestefolk. Kejseren mente, at det var en skandale, og lod faren til barnet henrette, mens Honoria blev sat i husarrest. Her skulle hun vente på, at kejseren arrangerede et passende ægteskab til hende. Men i vrede over brorens handlinger sendte hun i hemmelighed sin kejserlige ring til Attila og bad ham om hjælp til at undslippe husarresten og tvangsægteskabet.

Krævede Gallien af Valentinian

Attila så ringen fra kejserens søster som en invitation til ægteskab, og som medgift forlangte han hele Gallien af Valentinian. Kejseren afslog al tale om ægteskab, og Attila brugte afslaget som politisk påskud for at tage Gallien med magt.

I 451 drog han mod vest med titusindvis af hunner og germanske allierede under hans banner. Nu strakte Attilas magt og indflydelse sig helt til Holland i vest og – ifølge enkelte historikere – til Danmark og Sydsverige i nord.

Gallien blev styret af den romerske hærfører og embedsmand Flavius Aëtius. I sin barndom var han blevet sendt til hunnernes hovedstad i det nuværende Szeged som gidsel. Det var normalt at fjendtligtsindede riger udvekslede højtstående lederes sønner som en garant for fred. Gidslet blev herefter behandlet med respekt og kunne ofte vokse op som fostersønner ved magthaverens hof. I 451 krydsede Attila Rhinen og befandt sig med hele hæren i Gallien, en romersk koloni gennem 500 år.

Attila var på vej mod Rom i 452 med sin hær, da pave Leo kom til lejren for at forhandle en fredsaftale. Det lykkedes Paven, og Attila drog hjem. Freske af Rafael.

Flavius Aëtius versus Attila

Romerriget var ikke længere en uovervindelig supermagt. Store folkevandringer havde medført, at en tredjedel af riget nu var beboet af germanske folkestammer. De havde enten fået eller taget jord og oprettet mere eller mindre selvstændige kongedømmer indenfor Romerrigets grænser, som derfor var ved at gå i opløsning indefra.

De romerske hære kunne ikke bremse folkevandringerne og mistede kontrollen over store landområder, hvorfra skatteindtægter også udeblev.

Men romerne havde stadig kontrol over nogle af imperiets regioner. Den udspekulerede Flavius Aëtius styrede Gallien igennem krige og forhandlinger. Men nu stod han pludseligt over for Attila, som ikke alene havde sin egen stamme bag sig, men utallige folkeslag fra hele det østlige og centrale Europa. Hunnerne var derfor ikke bare endnu en folkestamme på vandring efter nye levesteder. De udgjorde et imperium med ambitioner om at erobre Gallien og dernæst, frygtede romerne, resten af riget.

Mens Attila nærmede sig med sin enorme hær, samlede Aëtius en hær i Gallien. Han allierede sig med sine gamle fjender, visigoterne i det sydvestlige Gallien. Alliancen opstod eftersom visigoternes konge Theoderik hellere ville have romerne som naboer end de uforudsigelige hunnerne.

Imens marcherede Attila med sine mænd ind i det civiliserede og kristne Gallien med veje, marker, handelsbyer og store gårde. Hunnerne gik straks i gang med at ødelægge og plyndre.

Attila var Guds svøbe

Den kristne og romersk-galliske befolkning frygtede Attila og så ham som et væsen af umenneskelig styrke. De kaldte ham flagellum Dei – Guds svøbe (pisk) – kommet for at straffe dem for deres synder. Det øgenavn tog Attila hurtigt til sig. Hvis han var et værktøj for de kristnes gud, kunne hans erobring af Gallien ikke alene retfærdiggøres politisk med kravet om Honorias medgift, men også ved at det var Guds hensigt.

Attila belejrede den befæstede by Aureliani (Orléans) og fik her besked om, at Aëtius og Theoderik var på vej med deres hære. 

Romerske ambassadører til fest hos Attila, hvor sangere lovpriser hans sejre.

Slaget ved De Katalauniske Marker

Hunnerhæren og koalitionen af romere og visigotere mødtes på De Katalauniske Marker (nær byen Troyes i vore dages nordøstlige Frankrig). De stridende parter så, at en bakketop på slagmarken var en vigtig position at holde. Romerne og visigoterne nåede bakken først, og Attila sendte både ryttere og fodfolk imod dem. Men hunnerne mistede deres momentum på vej op ad den stejle bakkeskråning og blev slået tilbage med store tab til følge.

Under kampene den næste dag blev kong Theoderik ramt af et spyd. Han faldt af sin hest og blev trampet ihjel af hans egne ryttere. Sønnen Thorismund begravede ham nær slagmarken.

Dagen efter stod det dog klart, at Attila ikke kunne erobre bakken. Han forberedte sig nu i stedet på en defensiv kamp og forskansede sig bag lange rækker af vogne, som hans hær havde medbragt på felttoget. Thorismund var ivrig efter at angribe for at hævne sin far og standse Attilas hærgen én gang for alle. Men Aëtius havde andre planer. Den romerske hærfører vidste, at hunnerne var besejrede, og tænkte mere langsigtet.

Thorismund marcherede hjem

Visigoterne var en magtfaktor i Gallien – og var dermed stadig hans rivaler. Efter en sejr over Attila kunne de få så meget magt, at de måske kunne tage kontrollen over hele Gallien. Aëtius fik derfor med list svækket visigoterne. Han gjorde nemlig Thorismund opmærksom på, at hans brødre snart ville høre om farens død. Han rådede Thorismund til at rejse hjem og gøre krav på sin ret til tronen. Den ambitiøse kongesøn tog derfor hjem med sine mænd, og Attila kunne trække sig tilbage til Ungarn med resterne af hans hær. Attila havde for første gang tabt et stort slag. Ydmyget begyndte han nu at planlægge en invasion af Italien for at genoprette sit ry som en stor feltherre. Kampen mellem hunnerne og Romerriget var ikke ovre.

Hunnisk guldbroche fra starten af 400-tallet.

© Walters art museum

Attila plyndrede Slovenien

Den følgende sommer, i året 452, ga-loperede Attilas horder gennem det nuværende Slovenien og nordlige Italien. Men det år var høsten slået fejl i det nordlige Italien, og regionen var plaget af hungersnød og epidemier. Hunnerne havde derfor svært ved at skaffe proviant til de mange tusinde krigere.

Paven tog til Attilas lejr for at indlede fredsforhandlingerne. På grund af hungersnøden lod Attila sig overtale til at forlade Italien, efter-som han allerede havde vundet et afgørende slag. Dermed var hans ry som en stor hærfører blevet genoprettet blandt hans mænd.

Brylluppet med Ildico blev enden

Hjemme i Ungarn valgte Attila at gifte sig endnu en gang. Han havde allerede flere hustruer. Denne gang indgik han et ægteskab med den germanske høvdingedatter Ildico.

Den 15. marts 453 blev brylluppet fejret med en storslået fest i Attilas palads. Han drak tæt til langt ud på natten. Da han endeligt trak sig tilbage til brudesengen, faldt han i en dyb søvn, liggende på ryggen. Mens Attila sov, fik han næseblod – muligvis en blodstyrtning som følge af hans mangeårige og voldsomme alkoholforbrug. Næseblod havde han ofte, men modsat tidligere vågnede han ikke denne gang, og derfor løb blodet uhindret ned i hans hals og lunger.

Den næste morgen blev hunnerkongen fundet død i sin seng med en skrækslagen brud ved sin side. Ildico blev først mistænkt for at have myrdet Attila, men siden viste det sig, at han var druknet i sit eget blod.