Anne Franks dagbog

I to år lykkedes det den jødiske pige Anne Frank og hendes familie at gemme sig for nazisterne. Til sidst blev de forrådt, men Annes dagbog overlevede...

28. maj 2010 af Anna Larsdotter

Indholdet fortsætter efter annoncen

I to år lykkedes det den jødiske pige Anne Frank og hendes familie at gemme sig for nazisterne. Til sidst blev de forrådt, men Annes dagbog overlevede Holocaust.

Tekst: Anna Larsdotter

Til sin tretten års fødselsdag havde Annelies Frank mere end noget andet ønsket sig en dagbog. Hun havde oven i købet udpeget den for sin far i vinduet hos boghandleren på Waalstraat. En kvadratisk bog i rødt- og grønternet stofbind. Den 12. juni 1942 lå dagbogen, akkurat som Anne havde ønsket sig det, forrest på det dækkede gavebord hjemme i forstadslejligheden i Amsterdam.
At denne bog kun få år senere skulle blive en af Europas mest kendte og læste bøger, kunne fødselaren ikke vide. Heller ikke, at hendes liv allerede nærmede sig sin afslutning. Annelies Marie Frank, som døde i koncentrationslejren Bergen-Belsen i begyndelsen af marts 1945, skulle blive nazisternes mest kendte offer.
Gennem hendes dagbog, som især handler om den tid, hvor hun og hendes familie gemte sig for bødlerne, blev hun et symbol på Holocaust, en af de tretten millioner skæbner, der blev beseglet af nazismens terror.

Forlod deres tyske hjemby

Da Anne fejrede sin tretten års fødselsdag, havde Holland i to år været besat af tyskerne. I 1933, efter Adolf Hitlers magt­overtagelse, havde familien Frank forladt deres gamle hjemby, Frankfurt i Tyskland.
Dér havde de drevet en succesrig bankforretning. De var jøder, og Hitlers snak om et ”arisk folkefællesskab” havde vakt uro i familien. Den nationalsocialistiske politik fremstod som hårrejsende absurd, men det så det ikke ud til, at størsteparten af vælgerne mente. Nazisterne fik rigtig mange stemmer og startede deres færd mod diktaturet.
Otto Frank, Annes far, grundlagde et nyt firma i Amsterdam, en by, hvor kristne og jøder levede mere integreret sammen end i Tyskland. Dette var vigtigt for den progressive familien Frank. Otto havde fået en ikke-religiøs opdragelse og undgik helst synagogen. Han havde været officer i 1. Verdenskrig og havde fået Jernkorset for sin indsats. Det var hans fremsynethed og evne til at lægge planer, der skulle give familien et par år mere at leve i.
Anne og hendes tre år ældre søster Margot voksede op i Amsterdam. De gik i skole, legede og tilbragte somrene ved kysten. Men deres forældre var konstant naget af frygten for en tysk invasion. Hitler havde jo gjort det klart, at han ville skabe et tysk rige, der strakte sig langt ud over landets gamle grænser.
Man måtte være forberedt på det værste. I hemmelighed lod Otto Frank indrette et skjulested i huset i gården til den ejendom, hvor hans firma Opekta (der fremstillede geleringsmidlet pektin) lå.

Forholdsregler mod jøderne

I maj 1942, en solrig fredag lige før pinse, skete det, som Otto og Edith Frank havde gået og frygtet. Tyske tropper gik ind i Holland. Mange jøder, der forstod, hvad de havde i vente, forsøgte at flygte, mens andre begik selvmord.
Skridt for skridt blev der taget forholdsregler mod jøderne. Forholdsregler, som netop pga. deres irrationelle natur var så svære at forklare for ens børn. Hvorfor måtte de kun handle i bestemte forretninger? Hvorfor måtte de ikke gå i svømmebad? Hvorfor skulle de holde op med at gå i skole? Hvorfor måtte de ikke længere låne bøger på biblioteket? Hvorfor måtte de til sidst ikke engang gå ud på deres egne balkoner?
I juni 1942 beordrede Adolf Eichmann, den ansvarlige for Holocaust, at alle jøder i Holland skulle deporteres. Den 5. juli nåede den første indkaldelsesordre familien Frank. Den gjaldt Margot, Annes 16-årige storesøster, der skulle sendes alene til en arbejdslejr i Tyskland. Allerede dagen derpå gik familien under jorden i huset i gården på Prinsengracht 263 i Amsterdams centrum.

Konstant frygt

Her skulle familien og en familie mere og en enlig mand tilbringe to år af deres liv.
De otte personer disponerede over fire små værelser plus et toilet og et pulterkammer på loftet.
I dagbogen beskriver Anne dagligdagen i huset i gården, de mørklagte vinduer og den konstante frygt for opdagelse. Et par af Otto Franks medarbejdere kendte til hemmeligheden. Med fare for deres liv sørgede de for, at familien fik mad og nyheder fra verden udenfor. Den 4. august 1944, to måneder efter de allieredes landgang i Normandiet, ringer en kvinde til Gestapos jødeafdeling på Euterpestraat. Hun fortæller, at flere jøder holder sig skjult i Prinsengracht 263.

Holdt op med at jagte jøder

På dette tidspunkt er besættelsesmagten ellers holdt op med at jagte jøder; krigen går dårligt, og man har andet at tænke på. Men eftersom informationerne er så nøjagtige, sender chefen for afdelingen SS-officeren Karl Silberbauer ud med nogle hollandske politifolk for at tage sig af opgaven.
Familien Frank sendes efter opdagelsen til transitlejren Westerbork i Nordholland. En måned senere føres de med den allersidste transport til udryddelseslejren Auschwitz. På gulvet i huset i gården ligger Annes dagbog tilbage. Miep Gies, en af Otto Franks ansatte, tager den til sig, og da Otto Frank som den eneste over­levende i familien vender tilbage til Amsterdam i maj 1945, får han bogen af Miep.
Annes mor Edith dør i Auschwitz i januar 1945. Margot og Anne sendes videre til en anden koncentrationslejr, Bergen-Belsen. Der dør de et par måneder senere af sult og sygdom. Kort efter bliver lejren befriet af britiske tropper.

Læs mere: Anne Franks dagbog: den uforkortede original­udgave (2007); Anne Frank: Historien bag dagbogen (1995) af Ruud van der Rol