Pølserne i Chicago indeholdt meget mere end ferskt kød.

© Library of congress

Den værste madfusk

Slik med arsenik. Mælkepulver, der slår småbørn ihjel. Pølser af rottekød. Svindlen med levnedsmidler har gennem historien været udbredt og har mange gange haft dødbringende konsekvenser. Læs om de største madskandaler.

1. oktober 2017 af Magnus Västerbro

Vinen i rom blev spædet op med havvand, marmorstøv og andre lækkerier.

1. Romerne krydrede vinen med bly 

"Der er brugt så meget gift på at tvinge vinen til at passe til vores smag, og alligevel er vi forundrede over, at det ikke er godt for os." Sådan skrev den romerske forfatter Plinius den Ældre i sin encyklopædi Naturalis Historia
i 70'erne e.v.t. Der var mange meto­der til at få de ujævne vine til at smage godt – producenten kunne putte jord, gips eller marmorstøv i for at forbedre konsistensen og give en mere markant smag. I andre tilfælde tilsatte man honning og harpiks for at give den rette sødme.

Man mente, at en del af disse tilsætningsstoffer var krydderier, der bare gjorde vinen bedre. I andre tilfælde handlede det om decideret svindel, især når man spædede vin op med havvand, bl.a. fordi saltet skulle få vinen til at holde længere. Så blev vinen på den anden side en drik, der både smagte dårligt og tit gav den, der drak den, dårlig mave.

Den største forurening af antikkens vine kom dog fra noget, som man ikke vidste var farligt – bly. Plinius erklærede, at bly var ufarligt, og anbefalede, at man blandede lidt i alle vintønder for at gøre vinen mere holdbar. Desuden mente man, bly havde en udsøgt smag, en afbalanceret sødme, der forbedrede en hvilken som helt halvdårlig vin. I dag ved vi, at bly er en gift, der ophobes i kroppen og kan føre til sterilitet, alvorlige sygdomme og i sidste ende døden.

Jobst Findeker solgte sin forfalskede safran i 1400-tallets Nürnberg.

© Thinkstock

2. Brændt på bålet for salg af falsk safran

 I 1444 blev køb­manden Jobst Findeker ført ud på det store torv i Nürnberg og brændt levende. Hans forbrydelse var forfalskning af safran. Byens magtfulde og frygtede safran-schau (safraninspektører) havde opsporet ham.

At blive snydt med netop safran har været et af de mest almindelige svindelnumre i fødevarehistorien, eftersom dette krydderi altid har været ekstremt kostbart. Fremstillingen er nemlig utroligt arbejdskrævende – for at fremstille et kg tørret safran må man plukke og rense mellem 100 000 og 150 000 eksemplarer af den særlige safrankrokus.

Eftersom prisen på safran altid har været høj, har mange forhandlere været fristet til at erstatte den ægte vare med billigere alternativer. En almindelig løsning har været at iblande tørret og findelt morgenfrue, eller at dyppe ægte safran i honning for at øge vægten og narre køberen med en sødere smag. Safransnyd er også almindeligt i vore dage,selvom efterspørgslen på krydderiet er mindsket
i den senere tid.

Bagere havde deres kneb til at gøre brødet hvidt – et rygte gik på knuste menneskeknogler.

© Bridgeman/IBL

3. Rygte om indbagte knogler skræmte

Efter en dårlig hvedehøst i 1756 blev der mangel på brød af god kvalitet i England. Parlamentet besluttede da, at der skulle fremstilles et specielt nødbrød med store mængder klid i dejen. Men dette brød blev ikke spor populært, fordi flere og flere briter ville spise hvidt brød i lighed med overklassens foretrukne brød, og dette kunne kun bages med den bedste form for hvedemel. For at kunne tilbyde det brød , som folk efterspurgte, valgte en masse bage­re at ty til et gammelt kneb – at blande det kemisk fremstillede mineral alun i, som ellers mest bruges til afblegning og garvning (og i dag bl.a. bruges til at fremstille trylledej). Alunbehandlet brød blev nemlig hvidt og fint og så ud som den ægte vare.

Men smagen var ikke den samme, og da bagerne blandede mere og mere i, klagede kunderne. Mange fik også maveproblemer, og der gik rygter om, at børn og ældre, der havde spist af snydebrødet, var døde under store smerter.

I efteråret 1757 udkom der en bog, som påstod, at en del bagere var gået så vidt som til at blande knuste menneskeknogler i dejen, hvilket førte til regelret hysteri i den britiske presse. En af historiens største madskandaler var et faktum, og som i flere senere sager blev rygter og fakta sammenblandet.

Det med de knuste menneskeknogler viste sig at være fri fantasi, men de britiske bagere led under et dårligt rygte i mange år fremover. Alun i brødproduktionen blev forbudt - men brugen af det øgedes tilsyneladende alligevel. 

New Yorks slum. Dårlig mælk blev udpeget som årsag til den udbredte underernæring i 1860'erne.

© Lewis Hine/General Photographic Agency/Getty

4. Næringsfattig mælk solgt til spædbørn

Allerede i midten af 1800-tallet var komælk blevet lanceret i USA som den perfekte føde for spædbørn. Den blev betragtet som sund og nærende, og man mente, den var en garant for, at børnene voksede sig store og stærke. I virkeligheden var den mælk, der blev solgt i landets storbyer, tit decideret sundhedsfarlig, hvilket blev tydeligt, da "the swill milk scandal" blev afsløret i New York i 1860.

Her kom det frem, at det meste af den mælk, man havde kunnet købe i byen i mange år overhovedet ikke kom fra sunde landbrug, men fra køer, der var låst inde i mørke lagerlokaler, tæt på byens bryggerier. Der fik de swill at spise, restprodukter fra bryggerierne, så der var stort set ingen næring i den mælk, de gav. Den dårlige mælk blev udpeget som årsagen til den udbredte underernæring hos børnene i New York. I en artikel påstod man, at der hvert år døde 8 000 børn pga. dårlig mælk, hvilket nok må regnes som en overdrivelse.

Man fuskede også med mælken ved først at spæde den op med vand og derpå tilsætte mel for at gøre den tyk, samt gulerodsjuice og et gult farvestof for at narre smag og synssans. 

En karamelmager kom til at tage arsenik i stedet for gips, da han skulle erstatte sukkeret. Tegning fra 1858.

© Cartoon Collector/Print Collector/Getty

5. Slik blev tilsat arsenik

At de kager og det slik, der blev solgt på britiske markeder i 1800-tallet, tit var af dårlig kvalitet, var ikke nogen hemmelighed. Det gjaldt ikke mindst alle de farvede karameller, der især virkede tillokkende på børn. Slikket indeholdt tit langt mindre sukker end påstået, da ægte sukker var dyrt. I stedet spædede man slikket op med forskellige substitutter som gips eller knust kalksten.

Forskellige lovforslag var blevet fremlagt, som skulle forhindre svindlen, men det britiske parlament var ikke meget for at indstifte love, der kunne forstyrre det frie erhvervsliv. Så kom "karamelforgiftningen i Bristol", og politikerne kunne ikke længere undlade at handle.

Det hele startede med, at sliksælgeren William Hardaker, der havde en bod på Bristols marked, købte karameller fra producenten Joseph Neal. Denne forsøgte som altid at presse udgifterne ned ved at erstatte en del af sukkeret i slikket med gips, som han købte hos en apoteker. Men i stedet for gips­ fik han ved en fejltagelse en pose arse­nik. Karamellerne smagte dårligt og så sære ud, men det forhindrede ikke Hardaker i at sælge dem. Over 200 personer blev syge af arsenikforgiftning, og mindst 20 af dem døde. Skandalen fremtvang en skrappere regulering af apotekervirksomhed og af, hvilke tilsætningsstoffer man måtte bruge ved produktion af fødevarer.

Forfatteren Upton Sinclair afslørede, hvor udbredt svineriet var i kødindustrien.

© Library of congress

6. Smuds og utøj i pølsefyld

I 1906 blev bogen The Jungle af Upton Sinclair udgivet, og den blev straks en sensation. Her fortalte han om virkeligheden i de amerikanske slagterier, og selvom almindelige mennesker havde haft en mistanke om, at alt ikke gik helt rigtigt til, så var det kun få, der havde kunnet ane, hvor udbredt svindlen og svineriet var. Skildringen af pølsefremstillingen var specielt ulækker, idet det viste sig, at pølserne kunne indeholde stort set hvad som helst.

I mange tilfælde blev pølsekød genbrugt – kød, der allerede var begyndt at rådne, kunne farves og behandles med tilsætningsstoffer og derpå puttes i nye pølseskind. Desuden skete det, at man blandede snavs og savsmuld i pølsefyldet for ikke at tale om både rottekød og rottebæ.

Skandalen blev enorm, og allerede samme år benyttede præsident Theodore Roosevelt sig af opstandelsen omkring Sinclairs bog til at komme igennem med nogle love, der skulle rense op i den ulækre fødevareindustri. Upton Sinclair betragtede lovene som tandløse og mente, at svindlen bare ville fortsætte.

Der kom ganske rigtigt nye skandaler, og efterhånden som årene gik, blev lovene skrappere og kontrollen mere og mere omfattende.

Forældre leger med et barn, der har fået nyresten efter at have fået tørmælk i Chengdu i 2008. Mindst seks børn døde af mælken.

© China photos/Getty

7. Tørmælk dræbte kinesiske børn

I 1800-tallet var det i Storbritannien og senere i USA, at mange af de store madskandaler blev opdaget. I vore dage er det især Kina, der er kommet til at fremstå som madsvindlens hjemland. Her findes i dag de perfekte vilkår – markedet er enormt, mens de seneste årtiers store folkeflytninger har ført til hurtige forandringer på markedet. Store mængder varer skal importeres til storbyerne, mens kontrollen af maden er mangelfuld. Alt dette har ført til utallige skandaler, bl.a. en, hvor det viste sig, at man havde indsamlet fedt fra byernes afløb og senere solgt det videre som spiseligt fedt.

Mest berygtet er trods alt den mælkesvindel, der blev afsløret i 2008. Flere producenter af mælk, tørmælk og mælkeerstatning til spædbørn havde blandet det kvælstofholdige kemikalie melamin i deres produkter for at få det til at se ud, som om mælken var særlig proteinrig.

Hundredtusindvis af børn menes at have drukket de forgiftede produkter. Hvor mange, der har taget skade af det, vides endnu ikke, men seks børn er
i hvert fald døde, formentlig mange flere. Skandalen rystede myndighederne og blev et tydeligt bevis på, at man langtfra kan garantere, at alle fødevarer, der sælges i landet, er sikre. En stikprøveundersøgelse i 2003 antydede, at helt op mod en femtedel af alle madvarer, der blev solgt i Kina, ikke levede op til de officielle sundhedskrav.