Årsagerne til et krigsudbrud kan være dybt underlige.

8 mærkværdige krige

»Krig er blot en fortsættelse af politik med andre midler.» Sådan skrev den tyske general Carl von Clausewitz i sin bog Om krig. Men årsagerne til alle historiens konflikter har ikke altid været lige rationelle.

15. december 2017 af Fredrik Palmqvist

Amerikansk soldat, ca. 1860. I baggrunden ses Mount Baker på øen San Juan.

© Ed Vebell/Getty samt J A McCormick/Seattle Public Library

1. Sejlivet grænsestrid på kartoffelø

Grisekrigen. San Juan-øerne i det nordvestlige USA, 1859–72.

Selvom han har klaget, uden at blive hørt, til det britiske selskab, som ejer grisen, står den igen og roder i jorden på den amerikanske bonde Lyman Cutlars kartoffelmark. Denne gang går Cutlar ind, tager sit gevær og skyder dyret. Det bliver startskuddet til en konflikt, der næsten eskalerer til væbnet kamp.

En uklar grænsedragning ledte til, at både USA og Storbritannien gjorde krav på San Juan-øerne ud for den amerikanske delstat Oregons kyst. Da det britiske militær ville anholde Cutlar, søgte naboer hjælp hos det amerikanske militær, hvorefter general William S. Harley, der var fjendtlig overfor briterne, ankom til øen med sine tropper. Briterne sendte flere soldater til øen, men der udbrød ikke væbnede kampe.

USA og Storbritannien enedes om at lade begge lande have en mindre troppestyrke på øen indtil dens tilhørsforhold kunne afgøres gennem en international mægling. Først 12 år senere, da den tyske kejser Wilhelm 1. blev valgt som mægler, endte konflikten. Kejseren og hans rådgivere besluttede, at øerne skulle tilkomme USA. Den langtrukne konflikt blev således løst uden et eneste døds­offer. Bortset fra en sulten gris.

Franske soldater angriber huset, hvor de mexicanske generaler Arista og Santa Anna boede i Veracruz.

© Gianni Dagli Orti/REX/IBL

2. Ødelagt bageri fik Frankrig til at angribe

Bagerkrigen. Mexico, 1838–39.

I årene efter Mexicos løs­rivelse fra Spanien i 1821 var landet plaget af vold og uro. Dette fik den franske bager Remontel at føle, da hans bageri blev ødelagt af berusede mexicanske soldater i 1828. Som erstatning for sit ødelagte bageri krævede Remontel 60 000 pesos (en dagsløn for en arbejder var 1 peso) af den mexicanske regering. De mexicanske ministre mente, at det var et grin­agtigt højt beløb, og nægtede at udbetale nogen erstatning.

Ti år senere nåede denne information den franske kong Ludvig-Filip. Han var allerede irriteret over, at Mexico ikke havde betalt af på det lån, som Frankrig havde ydet til landet, da den mexicanske hær blev sat ind mod udbryderstaten Texas.

Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, og Ludvig-Filip krævede, at Mexico betalte 600 000 pesos i erstatning for bageriskaderne og de udeblevne gældsafdrag. Mexicanerne afslog, hvorefter kongen sendte sin armada afsted for at blokere Mexicos vigtigste havneby Veracruz.

Efter en flere måneder lang blokade stormede de franske tropper til sidst Veracruz og erobrede byen. Efter denne ydmygelse var Mexico tvunget til at betale sin gæld, både til kongen af Frankrig og til bageren Remontel.

Australske soldater ­under en øvelse. 

© The Sydney Morning Herald/Getty

3. Maskingeværer skulle stoppe fuglene

Emukrigen. Det vestlige Australien, november 1932.

En lang og tør australsk sommer tvang omkring 20 000 emuer til at søge væk fra deres territorium for at finde vand. Vandet kunne man finde på bondegårde i det vestlige Australien, så her valfartede de store fugle til. Bønderne var urolige for deres afgrøder og bad regeringen om hjælp for at komme af med de uindbudte gæster. Regeringen valgte, noget overraskende, at sætte militæret ind for at løse problemet.

Major G. P. W. Meredith udvalgte en flok soldater og to Lewis-maskingeværer til at neutralisere den akutte fugletrussel. Men soldaterne opdagede hurtigt, at selv med maskingeværer er det svært at ramme fugle, der skyder en topfart på 50 km/t.

En uge og utallige tomme patronhylstre senere, havde soldaterne kun formået at skyde knap 1 000 af de 20 000 invaderende fugle. Regeringen hjemkaldte derfor Major Meredith og hans soldater og erkendte dermed, at de var blevet besejret i hvad, der senere blev kendt som The Great Emu War. 

Admiral Maarten Tromp er en af Hollands største søhelte.

4. Krigserklæringen blev glemt

335-årskrigen. Isles of Scilly ud for Englands sydvestlige kyst, 1651–1986.

Under den engelske borgerkrig støttede Nederlandene det kongelige parti i dets strid mod parlamentets styrker under Oliver Cromwell. Men da krigslykken vendte, skiftede nederlænderne side og støttede Cromwell i stedet. Royalisterne rasede og tog hævn ved at lade deres flåde plyndre nederlandske skibe i Den Engelske Kanal.

Borgerkrigen gik dog fortsat dårligt for royalisterne, og deres flåde blev tvunget til at trække sig tilbage til Isles of Scilly ud for Cornwall. Her så den nederlandske admiral en chance for at kunne afpresse sig frem til erstatning for den plyndrede last. Da royalisterne nægtede at betale, sendte admiralen en krigserklæring til Scilly-øerne. Efter tre måneders dødvande, måtte den royale flåde til sidst opgive kampen og overlade Isles of Scilly til den sejrende parlamentshær. Alle kunne nu sejle hjem, men admiral Tromp havde imidlertid helt glemt at trække sin krigserklæring mod Isles of Scilly tilbage.

Derfor bestod krigstilstanden mellem Nederlandene og Isles of Scilly i 335 år, uden at et eneste skud blev affyret. Fredsafslutningen kom først, da en lokal historiker på Isles of Scilly sendte en forespørgsel til den hollandske ambassade, om krigstilstanden egentlig stadig gjaldt.

Til alle parters store overraskelse viste det sig at være tilfældet, så den hollandske ambassadør måtte tage til øerne og underskrive en fredsaftale. Ambassadøren udtalte derefter følgende til beboerne på Isles of Scilly med et glimt i øjet: "Det må have været frygteligt at vide, at vi kunne have angrebet jer når som helst."

Den 700 år gamle spand kan endnu ses på Modenas rådhus.

© Palazzo Comunale di Modena

5. Simpelt krigsbytte blev et sejrssymbol

Krigen om træspanden. Det nordlige Italien, november 1326.

riden mellem de to italien­ske partier, guelferne og ghibellinerne, havde stået på i flere år som en del af konflikten mellem paven og den tysk-romerske kejser. Under denne langvarige konflikt udkæmpedes et regulært slag mellem styrker fra byerne Bologna og Modena – et slag som blev kendt for et bizart krigsbytte.

Måneder inden slaget havde begge sider hærget, plyndret og myrdet i hinandens territorium. Soldater fra Bologna belejrede en fæstning ved Monteveglio, hvilket fik modparten til at mobilisere. Ifølge nogle kilder blev konflikten udløst af, at soldater fra Modena sneg sig ind i Bologna og stjal en træspand, som var fyldt med tyvegods fra byen. Da indbyggerne i Bologna opdagede tyveriet, krævede man forgæves at få træspanden leveret tilbage. Som svar på røveriet, udrustede Bologna en hær, som skulle marchere mod Modena. 

Modena formåede hurtigt at samle en mindre styrke, som tog bologneserne på sengen og jog dem på flugt, ind bag deres egne bymure. Tabene efter slaget var store for begge sider, men Modena betragtede sig selv som sejrherrerne. Ifølge visse kilder blev spanden efter krigen brugt som et symbol på sejren. Spanden bliver stadig anset som et historisk klenodie og er udstillet på Modenas rådhus.

Honduranske soldater betragter døde salvadoranere. 2 000 soldater døde under den fire dage lange krig.

6. Kvalifikationskamp blev efterfulgt af grænsekrig

Fodboldkrigen. Honduras–El Salvador, 14–18 juli 1969.

I 1960’erne forlod hundred­tusinder af mennesker, primært bønder, El Selvador og emigrerede til det større naboland Honduras. Store plantagevirksomheder i Honduras var imod denne udvikling og pressede derfor landets præsident til at beslaglægge al jord, der blev dyrket af udlændinge, hvilket tvang de fleste indvandrere fra El Salvador til at flytte. Den salvadoranske regering hævdede, at den jord, som de forviste dyrkede, retmæssigt tilhørte salvadoranerne og fundamentet for en konflikt var nu lagt.

Stemningen var derfor på forhånd an­spændt da de to nabolande skulle mødes til en kvalifikationskamp til VM i fodbold i Mexico. Kvalifikationen blev afgjort ved tre kampe. Allerede under den første kamp, som Honduras vandt på hjemmebane, udbrød der kampe mellem fansene.
Den anden kamp blev spillet i El Salvador og sluttede med en 3-0 sejr til hjemmeholdet, efterfulgt af endnu værre uroligheder. I den afgørende kamp, som skulle spilles i Mexico City, var stemningen særdeles brandfarlig.

El Salvador formåede at vinde med 3-2 i overtid, og senere samme dag afbrød El Salvadors regering alle diplomatiske forbindelser til Honduras. Beslutningen blev forklaret med, at Honduras ikke gjorde tilstrækkeligt for at yde erstatning til de mange tusinder bortjagede emigranter. Den polske forfatter og reporter Ryszard Kapucinski fulgte konflikten tæt og døbte den "Fodboldkrigen."

El Salvadors hær invaderede Honduras for at erobre strategisk vigtige områder. Men Honduras’ hær slog hårdt igen, og pludseligt var konflikten eskaleret fra en kamp mellem fodboldfans til en blodig krig mellem to nabolande. Over 2 000 mennesker døde, inden USA gennemtvang en våbenhvile efter fire dage.

Titusinder af mennesker døde under opstanden, som begyndte på væddeløbsbanen.

© Bridgeman/IBL

7. Kejseren satte hæren ind mod hooligans

Nika-opstanden. Konstantinopel, år 532.

Under Konstantinopels storhedstid i 500-tallet var hestevæddekøb en populær publikumssport. Allerede den gang fandtes der hooligans. De to mest kendte hooliganfraktioner kaldte sig De Blå og De Grønne efter navnene på de mest succesfulde væddeløbshold. Hooliganbanderne deltog somme tider i gadekampe og blandede sig gerne fysisk i politiske konflikter. Man kunne ofte høre hooliganernes politiske slagord runge i pauserne mellem løbene på væddeløbsbanen.

I januar 532 opstod der optøjer efter at kejseren Justinian nægtede at frigive to dødsdømte fanger, der tilhørte De Blå og De Grønne fraktioner. Vreden mod kejseren ledte til optøjer, der blandt andet betød, at kirken Hagia Sofia blev ødelagt.

Nogle af kejserens fjender i senatet udnyttede hooliganernes hærgen til at forsøge at afsætte Justinian og hans nærmeste allierede.

Da paladset blev belejret, og dele af byen brændte ned under optøjerne, udråbte urostifterne en ny kejser. Justinian overvejede at flygte, men blev overtalt af sin dronning til at blive og tage kampen op. Da sendte han straks en budbringer ud blandt oprørerne, der skabte splittelse blandt dem ved at starte rygter om, at den nye kejserkandidat tilhørte De Grønne. Herefter beordrede Justinian generalen Belisarius til at sætte tropperne ind mod folkemasserne. Omkring 30 000 hooligans døde i kampene omkring byens store væddeløbsbane.

Sultanen Khalid bin Bargash gav hurtigt op. I baggrunden ses Zanzibars stenby.

© Getty

8. Sultanen gav op efter 38 minutter

Engelsk-zanzibariske krig. Zanzibar, 27 august 1896, klokken 09.02–09.40. 

Verdens korteste krig varede i 38 minutter og blev udkæmpet mellem Storbritannien og Zanzibar. Det var et dødsfald som startede konflikten.

Da Zanzibars probritiske sultan Hamad bin Thuwaini døde, blev han ikke efterfulgt af briternes foretrukne kandidat, Hamud bin Muhammed. I stedet udråbte den afdøde sultans fætter, Khalid bin Bargash, sig selv til leder af Zanzibar.

De imperialistiske briter var vant til at få deres vilje og gav den nye sultan et ultimatum – overgiv paladset inden to dage, senest klokken 09:00. Sultan Khalid bin Bargash svarede igen ved at udruste sine tropper og barrikadere sig i sit palads omgivet af sine livvagter.

Klokken 09:02 den 27. august indledte briterne et bombardement af paladset, og 09:40 havde den nye sultan af Zanzibar kapituleret. Efter blot 38 minutter havde Zanzibar mistet alt sit artilleri, 500 soldater og den kongelige yacht. På den britiske side blev kun én enkelt soldat såret. Sultanen bin Bargash flygtede, og Storbritannien kunne erstatte ham med deres egen kandidat.