© Sjöberg bild / Getty / IBL

8 erhverv som forsvandt

Takket være teknologiske fremskridt og skærpet lovgivning er mange erhverv for­svundet efter den førindustrielle tid. Siden da er forandringerne sket hurtigere. I dag er der kun få, der udfører de samme arbejds-­opgaver som dem mange beskæftigede sig med omkring år 1900.

25. januar 2018 af Sara Hjalmarsson

I det tidlige 1900-tal uddelte engelske mælkebude mælk fra hånd- eller hestetrukne kærrer.

© Popperfoto/Getty

1. Mælkebud – forsvandt da køledisken kom

 I slutningen af 1800-tallet blev det populært at drikke mælk i Nord­vesteuropa, og behovet for en erstatning for modermælk blev større. Flere og flere mennesker var flyttet til byerne, så det var smart, at mælkebude leverede mælk og andre mælkeprodukter til folks hjem.

Mælken blev kørt ud i kander på hestetrukne vogne. Det var nødvendigt med daglig levering, for mælken gik hurtigt til, når den ikke kunne stå koldt. Med tiden blev metalkanderne skiftet ud med mindre glasflasker.

Først i 1950'erne blev hestekøretøjerne erstattet med lastbiler. Da butikkerne i det samme årti fik kølediske og kunne begynde at sælge mælkeprodukter, mistede de fleste mælkebude deres arbejde.

Henrettelse i Maastricht i 1600-tallet.

2. Bøddel – overflødig med nye straffelove

I middelalderen kunne dødsdømte fanger vælge mellem at blive bødler eller selv at blive henrettet, en rekrutteringsmåde, der dog blev forbudt i oplysningstiden. Nogle gange brugte man ordet skarpretter eller mestermand som synonym. Normalt menes der med skarpretter en bøddel, der halshugger med sværd, en metode, der var forbeholdt forbrydere af adelig herkomst.

Bødlens assistent blev kaldt for rakker. Han gjorde rent på henrettelsespladsen, pillede hængte ned, gravede dem ned i galgebakken og begravede selvmordere i skoven. I arbejdet indgik også at uddele kropsstraf, køre affald væk, aflive og flå gamle heste samt få fat i bortløbne dyr.

Bøddelerhvervet gik tit i arv. Den franske familie Sanson havde fx seks bødler mellem 1688 og 1847. Efter henrettelsen af 2. verdenskrigs forbrydere blev dødsstraffen afskaffet i flere lande. Den sidste henrettelse i Norden fandt sted i Danmark i 1950. I dag er Hviderusland det eneste land i Europa, der har dødsstraf, mens det stadig findes i USA og flere lande i Asien og Mellemøsten.  

En jernkrog på et langt skaft blev brugt til at trække stokke ned i vandet og op på land.

© Keystone/Getty

3. Tømmermand – hold længst ud i Norge

Det klassiske billede af en tømmermand er en stilfuld kvindebedårer, der viser sit mod ved at balancere på tømmerstokke på floden, og som bruger sin fritid på at drikke, spille kort og slås. I virkeligheden var det at transportere tømmer på strømmende vandløb til miner og savværk både hårdt og dårligt betalt. Der var ikke meget tid til et udsvævende liv. Men modig skulle man være, for det var farligt at løbe rundt på de glatte stokke. En anden farefuld situation var, når de store stabler af stokke klumpede sig sammen og måtte sprænges med dynamit, for at transporten kunne fortsætte.

Transport af tømmer på floder blev udviklet i Europa i middelalderen og blev ret almindeligt i 1700-tallet, hvor der kom flere vandsavværker til. Arbejdet gik tit i arv fra far til søn, men blandt tømmerarbejderne var der også mænd, der kom vandrende langvejsfra for at få arbejde. Fra 1960'erne begyndte det at blive billigere at transportere tømmer med tog og lastbiler end på vandløb. 

I Canada og USA satte forandringer i miljølovgivningen en stopper for arbejdet. Tømmertransporterne var nemlig til skade for naturen, idet fisk og mikroorganismer fik dårligere leveforhold. I Norge transporterede man tømmer på vandløb indtil 2005.

I storbyerne var omstillinger store arbejdspladser.

© Sjöberg bild

4. Telefondamer havde styr på det hele

Siden 1870'erne har tusindvis af kvinder arbejdet hjemmefra som omstillingsdamer. I starten stillede de kun nogle få abonnenter om i nærområdet. Desuden kendte omstillingsdamen i reglen både opringeren og modtageren. Det skete, at hun kunne høre samtalen og blandede sig i det, der blev talt om.

I byerne var telefondamernes arbejdsmiljø anderledes. Stationernes lokaler var rummelige med store vinduer og højt til loftet. Langs væggene var der siddepladser ved omstillingsborde med ledninger, afbrydere og blinkende lamper på rad og række. Den vagthavende, tit en barsk, ældre dame, overvågede arbejdet. Arbejdet blev passet af kvinder, fordi mange af dem ikke forlangte så meget i løn.

I aviserne blev de kaldt for "vores små telefonfrøkener" eller "levende maskiner". Da antallet af abonnenter voksede, blev det til sidst umuligt at koble alle opkald i hånden. I 1892 blev den første automatiske telefonstation taget i brug i USA, men det varede indtil anden halvdel af 1900-tallet, før den manuelle telefoni helt forsvandt i Norden. 

For at vække sine kunder pustede Mary Smith ærter på deres ruder. 

© Topphoto/TT

5. Vækkeren – måtte vige for vækkeuret

Først under industrialismen, da folk begyndte at arbejde på fabrikker, blev det vigtigt at arbejde på bestemte tidspunkter snarere end at udføre et bestemt antal opgaver. I Storbritannien og Irland hyrede fabrikkerne i 1800-tallet folk, der for nogle få pennies om ugen vækkede sovende, så de kunne komme på arbejde. Man brugte en stav til at banke på døre eller en lang pind til at nå op til vinduer og øvre etager. Det skete også, at vækkeren slog på en griffeltavle, hvor kunden havde nedskrevet sin vækketid. Til tider blev der også brugt langskaftede redskaber, der ellers blev brugt til at slukke byens gaslamper, men som også kunne bruges til vækning ved at banke på ruden.

For det meste blev vækningen varetaget af ældre mænd, men også kvinder blev brugt. Britiske Mary Smith var kendt for sin specielle vækkemåde: at puste ærter på vinduerne. I 1920'erne blev vækkeurene så driftsikre og billige, at erhvervet uddøde totalt. 

Rottefænger i New York med sin ilder.

© Library of congress

6. Rottefangeren og hans ilder

Rottefængere fandtes i de fleste af Europas byer allerede i middelalderen. Deres arbejde var vigtigt, fordi de mindskede spredningen af sygdomme og forhindrede rotterne i at ødelægge madlagre. Rottefængerne blev tit bidt og fik infektioner. Det siges, at en del rottefængere selv opfostrede rotter for at få mere arbejde. De brugte fælder, specialopfostrede små hunde eller tamme ildere.

Rottefængeren Ike Matthews skrev en bog om sine 25 år inden for faget i 1800-tallets sidste årtier. Her fortalte han om, hvordan han engang kravlede hen ad gulvet med to stearinlys i hænderne. Med sig havde han sin specialtrænede ilder, og da han så, at den huggede tænderne i en rotte et par meter foran ham, regnede han med, at opgaven var klaret. Tre uger senere blev han dog tvunget til at vende tilbage, fordi husejeren klagede over, at rotteliget var begyndt at stinke. Det havde ilderen åbenbart ladet ligge.

I dag slås rotter ihjel med mekaniske eller elektroniske fælder, som sættes ud af virksomheder, der også bekæmper andre former for skadedyr.

Oplæserne læste alt fra aviser til romaner.

7. Oplæsere var for radikale

I midten af 1800-tallet blev alle cigarer fremstillet i hånden. På Cuba, hvor nogle af verdens mest berømte cigarmærker blev fremstillet, opstod der tradition for, at arbejderne betalte en person for at læse højt for dem for at gøre arbejdet mindre kedeligt. Arbejdspladsoplæserne læste aviser, tidsskrifter og romaner. Hermed blev cigararbejderne i Cubas fabrikker uddannet inden for politik og samtidig litteratur.

Charles Dickens, Émile Zola, Karl Marx og Mark Twain blev kendte navne i de fattige hjem, hvor få kunne læse eller skrive. Tit blev der også læst venstrefløjspublikationer, finansieret af fagforeninger og bidrag fra arbejdere.

Mange cigararbejdere emigrerede til USA og førte traditionen med dertil. Der blev ansat oplæsere af arbejderne i cigarfabrikkerne i New York og Florida. De var veluddannede, talte tit to til fire sprog og blev aflønnet af arbejderne mod at læse
i hele arbejdstiden.

Eftersom fabriksarbejdernes arbejde var hårdt og lavtlønnet, begyndte utilfredsheden at ulme.

Oplæserne læste højt fra aviserne om strejker og oprør, hvilket øgede arbejdernes vilje til protest. I 1931 dannede cigararbejderne i Tampa, Florida, en kommunistisk fagforening. Da de fejrede årsdagen for Den Russiske Revolution med en demonstration, blev de angrebet af borgergarden, delvist organiseret af Ku Klux Klan. Nogle af cigararbejderne blev anholdt efter slagsmålet, men ingen af deres angribere. Arbejdsgiverne skød skylden på oplæserne og fyrede dem. Cigararbejderne strejkede derfor i flere uger, men oplæserne blev aldrig genansat. I stedet fik cigararbejderne en radio at lytte til.

Middelaldermundskænk tjekker vinen.

© Getty

8. Mundskænk risikerede livet hver eneste dag

Mundskænken besad en betroet stilling ved kongelige hoffer og hos fyrster og stormænd. Arbejdsopgaverne bestod i at prøvesmage mad og drikkevarer, så arbejdsgiveren ikke blev forgiftet. Titlen fandtes allerede i Romerriget, Mesopotamien og i det antikke Egypten og Iran. Desuden omtales det i Bibelen, hvor den persiske kong Artaxerxes giver sin mundskænk Nehemja tilladelse til at vende tilbage til Jerusalem og blive statholder der. Pga. den evige frygt for sammensværgelser og intriger måtte en hersker have fuldkommen tillid til sin mundskænk. Den tætte relation til personer i høje embeder gav ofte en mundskænk stor indflydelse og en høj løn. I den græske mytologi var Hebe, ungdommens gudinde, mundskænk for de græske guder på bjerget Olympus. Også Hitler havde en mundskænk, der smagte på al hans mad.