Orkestret øver sig. Maleri af Pompeo Massani.

© Fine Art Images/Heritage/Getty

7 instrumenter som skabte musikhistorie

Allerede tidligt opdagede mennesket, at det ikke bare var stemmen, der kunne frembringe toner. Knogler og andre redskaber blev udviklet til raffinerede musikinstrumenter.

24. november 2017 af Tomas Blom

1. De ældste toner blæst gennem hule knogler

De ældste bevarede musik­instrumenter er fløjter af ben, som er fundet forskellige steder i Europa. De er fra den senpalæolitiske periode, for cirka 40 000 år siden, da Homo sapiens begyndte at fortrænge neandertalerne. Den seneste forskning lader en lille fløjte af fugleben, fundet i Sydtyskland, være den ældste, dateret til 43 000 f.v.t.

I princippet findes der to typer fløjter: kantfløjten, hvor tonen blæses mod en kant i den ene ende – som når man blæser i en flaske – og spaltfløjten, hvor tonen formes af en kant, som er indbygget i fløjterøret, som på en blokfløjte eller ocarina. Panfløjten består fx af en række sammenbundne kantfløjter med forskellige toner.

Den tværfløjte, som bruges i dag, er den yngste af alle fløjtearter. Den er kantblæst, men med mundhullet på siden. Oprindeligt havde den kun et gribehul og brugtes i militær sammenhæng, hvor musikanten forudsattes at kunne spille tromme med den anden hånd. Men instrumentet blev forfinet med tiden og fik en række klapper, som forøgede om­faget af toner. Flere af de største komponister har skrevet værker for tværfløjte, som blev modeinstrument i 1700-tallet.

Kong Frederik 2. af Preussen – med tilnavnet "den Store" – var kendt som en glimrende fløjtenist. Han komponerede også, men ikke med lige så stor succes.

2. Orgelets rejse fra gladiatorarenaen

Den enkle panfløjte må betragtes som orgelets nærmeste forgænger. Den lader til at være kommet til Europa fra Kina i 300-tallet f.v.t., og nogle århundreder senere hører vi tale om et hydraulisk vandorgel, konstrueret af Ktesibios fra Alexandria. Orgelet blev brugt af romerne for at højne dramatikken ved gladiatorkampe.

Det tog lidt tid før den kristne kirke tog dette "hedenske" instrument til sig, men ved middelalderens afslutning var det gjort.

Kirkeorgeler blev mere og mere avancerede med en mængde registre af forskellige klange, som kunne lave lyd­effekter, alt fra fuglesang til tordenvejr. Det orgel, som Johann Sebastian Bach trakterede i Thomaskirken i Leipzig, krævede en styrke på 5–10 flittigt trampende karle for at forsyne det med luft.

Elkraften gav orgelet yder­ligere udviklingsmuligheder, og i 1935 opfandt Laurens Hammond den variant af el-­orgelet, som i dag bærer hans navn.

3. Harpens rødder er 5000 år gamle

Bibelen fortæller om, hvordan den israelske kong Sauls tungsind lettede, når han lyttede til tonerne fra hyrden Davids harpe. Sandsynligvis var det dog snarere et streng­instrument, der minder om en lyre, som man spillede på dengang.

Lyrer eksisterede i forskellige varianter, indtil de i middelalderen blev overhalet af harpen. Men sand­synligvis har begge strengeinstrumenter haft sin oprindelse i bueharpen, som der var blevet spillet på siden år 3000 f.v.t. i Mesopotamien. Man støder stadig på den i Afrika, hvor den går under navnet "adungu."

Den imposante gyldne harpe, som vi ser i nutidens symfoniorkestre, har udviklet sig siden middelalderen. Fra begyndelsen var den stemt uden halvtoner, men med tiden blev den forsynet med flere og flere strenge. I 1800-tallet ­konstrueredes pedalharpen, som kan ændre strengenes tonehøjde. Nutidens koncertharpe har 46 strenge og syv pedaler.

4. Cristofori opfandt pianoet

Pianoet er et af de få instru­menter, som fak­tisk har en navngiven opfinder. Han hed Bartolomeo Cristo­fori og arbejdede som instrument- reparatør for Ferdinando Medici, arveprins af Toscana.

De klaverer, som fandtes inden 1700-tallet, var hovedsageligt spinetten og cembaloet. På disse frembringes tonerne af et plekter, som slår på strengene, henholdsvis af en metaltunge som slår dem an. Det gør det svært at spille med dynamik, det vil sige skiftevis stærkt og svagt. Men det løste Cristofori, da han i år 1709 konstruerede sit instrument, som han kaldte "un cimbalo
piano et forte."

Tricket var at lade en filtklædt hammer slå mod strengen, når tangen­ten blev trykket ned. På den måde afhang tonens styrke af den kraft, som man trykkede tangenten ned med.

Pianoet betragtes nu som virtuos-instru­men­tet over dem alle, lige fra dengang lille Wolfgang Amadeus blev fragtet rundt i Europa og forbløffede de kronede hoveder med sin fingerfærdighed, via Franz Liszt, som fik publikum til at dåne, til nutidens Lang Lang, som spiller sammen med Metallica.

Pianoet hører dog ikke kun hjemme i fine koncertsale, men har også fundet sig til rette i cabareter og bordeller og smugkroer hvor jazzen blev født.

5. Guitaren udviklede sig fra vihuelaen

Guitaren er et vidt spredt og populært instrument af en række grunde. Den er transportabel og enkel at lære at spille på et basis- eller "lejrbålsniveau." Om man derimod vil nå virtuositet på instrumentet, kræves der intens øvelse.

Guitaren har også en interessant fortid, socialt set.

Den akustiske "spanske" guitar, som de fleste tænker på, blev først udformet så sent som i slut-1800-tallet af instrumentbyggeren Antonio de Torres. Der var forgængere fra middeladeren, bl.a. den spanske vihuela.

Fra 1500-tallet spredtes guitarens forgængere over hele verden i selskab med europæiske sømænd, og den har også vandret op og ned mellem samfundsklasserne. Fra at have været populær i hofkredse i 1600- og 1700-tallet, har den til andre tider været omtalt som et "svineinstrument."

Tidligt i 1900-tallet blev guitaren brugt indenfor Frelsens Hær, hvilket ikke forbedrede dens popularitet i verdslig sammenhæng.

Da rock’n’roll slog igennem i 50'erne, fik guitaren status af ungdomsikon, især takket være den elektrisk forstærkede variant, som var blevet udviklet i 40'erne.

Instrumentet findes i alle tænkelige genrer, hver og en med sine virtuoser. Andrés Segovias evner gav den en plads indenfor den klassiske musik, mens Django Reinhardt med flere gjorde den til et respekteret jazzinstrument. Indenfor rock og blues findes navnkundige guitarister som B.B. King, Eric Clapton og især Jimi Hendrix, som har bi­draget til at holde guitarens popularitet i live. 

6. Folkelige fioler blev violiner til virtuoser

Fra begyndelsen var fiolen et folkeligt instrument, som akkompagnerede alle livets fester, og det var længe inden der fandtes koncertsale og "klassisk" musik. Familien af såkaldte citere fandtes i mange former med varierende antal strenge, størrelser og navne, men fra 1500-tallets midte findes der afbildninger af et instrument, som har en slående lighed med nutidens violiner. Violinens sociale anseelse voksede i takt med, at den blev mere udviklet og forfinet som instrument.

Andrea Amati kaldes "verdens første violinbygger" og var aktiv i Cremona i 1500-tallet. Der lader til at være noget særligt ved den norditalienske by, for nogle hundrede år senere blev der samme sted bygget fantastiske instrumenter af Andrea Guarneri og Antonio Stradivari. Et antal af deres violiner findes stadig og indbringer helt utrolige beløb, når de en sjælden gang sættes til salg. Den hidtil dyreste Guarneri-violin er solgt for hele 16 mio dollar.

Violinen har haft sine virtuoser. En af de første og største var Niccolò Paganini (1782–1840), som udviklede instrumentets teknik og repretoire.

Der findes som sagt en hel familie af citer-instrumenter, samt interessante lokale varianter.

7. Harmonikaen – elsket og hadet

I 1822 kon­strue­rede den 17-årige berliner Friedrich Buschmann et instrument, som gav lyd fra sig, når man pressede luft ud af en bælg. Luften satte et antal metaltunger i svingninger, og med knapper kunne man bestemme, hvilke der skulle give lyd. En "Handae­oline" kaldte han instrumentet, men der er ingen tvivl om, at det var trækharmonikaen han havde opfundet.

Buschmanns opfindelse blev hurtigt patenteret af et firma i Wien, som kaldte instrumentet accordion, og det blev hurtigt populært, til at begynde med i borgerlige saloner, men det varede ikke længe, før det fik sit store gennembrud i industrialiseringens Europa. Det spredtes i billige varianter gennem postordrekataloger og begyndte at konkurrere med spillemandsviolinen som akkompagnement til byfesten.

I Sverige vakte dette uro hos folkemusikkens venner, som så trækharmonikaen som en trussel mod "rigtig" spillemandsmusik. Komponisten Hugo Alfvén ville hugge alle harmonikaer i stykker og kaste dem i svinestien. Fjendtligheden i mere "kulturelle" kredse har vist sig at være sejlivet. Folkets kærlighed, i hvert fald i Sverige, har derimod ikke svigtet.