Få overblik over den danske reformation

Farer du også rundt i reformationens mange store og små begivenheder? Eller har du fået blod på tanden efter at have læst vores spændende artikler om perioden? Så er der hjælp at hente i form af Reformationens Danmarkskort, der giver dig en rigt illustreret gennemgang af den danske reformation.

25. september 2017

Reformationen var en tid, hvor tingene gik meget hurtigt. Informationer og idéer spredte sig med rasende fart, og perioden var præget af magtforskydninger og drabelige krige – udkæmpet både med fjerpenne og sværd.

Fra Luther efter sigende slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg, til Danmark i 1536 overgik til den evangelisk-lutherske kirke, nåede vi at have tre konger, en krig mod svenskerne, et stockholmsk blodbad, en religiøs omvæltning, flere bondeoprør og en borgerkrig.

Ja, man kan nemt miste både pusten og overblikket i denne dramatiske periode. Hvis man ønsker en illustreret og digital gennemgang, kan man gratis benytte sig af Reformationens Danmarkskort, der er udarbejdet af Det Danske Bibelselskab i anledning af reformationsjubilæet.

Her gives et overblik over begivenhedernes gang og leverer svar på mange hvem-, hvad-, hvor- og hvornår-spørgsmål. Man kan finde kortet her.