Hvem har længst overlevet som skibsbruden?

En rekonstruktion af flåden, Poon Lim blev fundet på.SVAR: I 2006 overlevede tre mexicanske fiskere mere end ni måneder til havs, efter at deres båd var...

3. juli 2013

En rekonstruktion af flåden, Poon Lim blev fundet på.

SVAR: I 2006 overlevede tre mexicanske fiskere mere end ni måneder til havs, efter at deres båd var løbet tør for benzin og drevet tværs over Stillehavet til farvandet ud for Taiwan. Det regnes for rekorden i at overleve til havs, men det er ikke umuligt at der er folk, der har klaret sig længere, uden at det er blevet skrevet ned.

Hvis man begrænser udvalget til egentlige skibsbrudne, dvs. folk hvis skibe er sunket, menes kineseren Poon Lim at være indehaver af den lidet attråværdige rekord.

Under 2. verdenskrig tilbragte han mere end fire måneder alene på en flåde i Atlanten. Han arbejdede om bord på et britisk handelsskib, Benlomond, da det blev sænket af den tyske ubåd U-172 ud for Brasiliens kyst den 23. november 1942. De fleste ombordværende druknede med det samme, men Poon Lim formåede at svømme til en redningsflåde, hvor der fandtes lidt mad og vand. Provianten slap dog hurtigt op, men han lavede en fiskekrog af et søm og samlede regnvand ved hjælp af en pressenning, som han hængte over flåden. Først efter 133 dage blev Poon Lim reddet.

Har du et historisk spørgsmål?
Send det til os på [email protected]!