Er Kensingtonstenen fra middelalderen?

SVAR I 1898 påstod svensk-amerikaneren Olof Öhman at have opdaget en næsten 100 kilo tung sten udenfor byen Kensington i Minnesota, USA. Stenen viste sig...

31. maj 2016

SVAR I 1898 påstod svensk-amerikaneren Olof Öhman at have opdaget en næsten 100 kilo tung sten udenfor byen Kensington i Minnesota, USA. Stenen viste sig at være dækket af runer og beskrev sensationelt en skandinavisk rejse til det amerikanske midtvesten i 1300-tallet.

Hvis stenen var ægte, skulle Nordamerikas og Europas historie skrives helt om. Godt nok nævnte gamle islandske sagaer, at nord­boere var sejlet til ”Vinland” – det vil sige Amerika – omkring år 1000 e.v.t. Men at de skulle have sejlet langs floder og søer helt til Minnesota, havde ingen gættet. Heller ikke at det skulle være sket så sent som i 1300-tallet. Hurtigt rejstes der tvivl om inskriptionens ægthed. Flere lingvister og arkæologer fra Sverige og Norge affærdigede den som en forfalskning. De påpegede blandt andet, at teksten indeholdt moderne ord og formuleringer, som ikke forekom i 1300-tallet.

Andre påpegede det pudsige i, at stenen netop dukkede op i en region med mange skandinaviske indvandrere, hvor vikingerne var ”populære.”

I Kensington har troen på stenens ægthed imidlertid altid været stor, og entusiasterne har fået støtte af enkelte forskere, som har forsøgt at modbevise tvivlerne.

Hoveddelen af eksperterne har dog altid anset, og anser fortsat, Kensingtonstenen som et falsum.